Så er vi trådt ind i april. Måneden, hvor lyset for alvor vender tilbage, og naturen åbner sig på ny. Knopper springer ud og fuglene stemmer i med deres morgensang. Solen forkæler os med sine første varme stråler, og vi mindes – måske lidt modvilligt – om, at det er tid til at pudse vores vinduer.

Men april er ikke kun den måned, hvor vi må vænne os til pollen i luften og forårsrengøring. Det er også måneden, hvor vi fejrer kirkeårets mest dramatiske begivenhed: Påsken. Og netop i år føles påsken mere nærværende end længe.

For verden er urolig. Vi lever i en tid, hvor magtspil mellem verdens ledere præger nyhedsstrømmen. Donald Trump taler stadig om at "gøre Amerika stort igen", mens Grønland indgår i stormagternes strategiske overvejelser. USA's udviklingsbistand er pludselig blevet "urentabel", og derfor skal den sættes på pause. Rusland og Putin fortsætter deres aggressive kurs i Ukraine. Krig fylder mere og mere i folks bevidsthed, og klimaangst afløses af en voksende frygt for global konflikt.

Midt i alt dette kommer påsken os i møde. En begivenhed, der netop handler om magt – men en helt anden form for magt end den, vi ser udspille sig i verdens politiske arenaer.

Påsken vender op og ned på vores forståelse af magt. Den fortæller historien om Jesus, en mand fra Nazaret, som rider ind i Jerusalem ikke på en stridshest, men på et ydmygt æsel. Han bliver modtaget med palmegrene og jubel, men få dage senere er folkestemningen vendt. Han forrådes, dømmes, piskes og korsfæstes. Fra et menneskeligt perspektiv ender han som den store taber. Men i påskens budskab ligger en dyb sandhed, som skiller sig markant ud fra de magtspil, vi ser i vores samtid. For i stedet for at gribe til magt for at redde sig selv, vælger Jesus at gå hele vejen – i kærlighed. Hans magt er ikke baseret på våben, hære eller politiske strategier. Hans magt er selvopofrelse. Han viser os, at sand styrke ikke ligger i at dominere andre, men i at give sig selv hen for andres skyld.

Og det er her, påsken bliver særlig relevant i dag. Mens verdens ledere klamrer sig til magt og territorier, giver påsken os en radikalt anderledes forståelse: Sand magt ligger i kærlighed og tjeneste. Den sande konge bærer ikke en krone af guld, men en krone af torne.

Og påskemorgenen brydes dødens og mørkets magt. Jesus opstår, og med det får vi det største håb af alle: At kærligheden vinder til sidst. Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for verdens problemer og vente blindt på en retfærdighed, der gives ad-hoc efter døden.

Nej, men det betyder at påsken år efter år stiller os et vigtigt spørgsmål: Hvad vil vi bruge vores egen magt til? Vi har alle indflydelse – på vores familie, vores arbejdsplads, vores lokalsamfund. Vil vi bruge vores magt til at dominere, til at beskytte vores egne interesser, til at søge hævn? Eller vil vi bruge den til at bygge op, til at vise kærlighed, til at skabe håb?

Jesus viste os en vej, der går stik imod magthavernes sædvanlige logik. Og det er netop den vej, vi har brug for at mindes om i en tid som denne. En tid, hvor vi har brug for mindre frygt og mere kærlighed. Mindre magtbegær og mere tjeneste. Mindre mørke og mere lys.

For april er ikke kun en måned, hvor solen skinner på vores snavsede ruder og minder os om forårsrengøring. Det er også måneden, hvor vi mindes om, at sand magt ikke findes i politikernes korridorer eller på slagmarkerne. Den findes i kærligheden – og den gives til os alle, helt gratis. 

Miriam Joensen, sognepræst