Grøn kirke
- en bæredygtig kirke i et bæredygtigt samfund
Ingen af os har råd til at vende ryggen til at være en del af en grønnere udvikling. Tusindvis af arter verden over, er forsvundet for evigt og klimaforandringerne er en realitet på kloden. Mange steder er blevet ubeboelige, enten pga. for meget vand eller tørke, hvilket allerede nu fører til hungersnød og immigration. Dette er en tragedie ikke alene for mennesker men også for resten af klodens beboere.
- Vi er alle nødt til at kæmpe i fællesskab for kloden!
I Korsvejskirken tager vi kampen op og har derfor gennem den seneste årrække arbejdet på at blive en del af Grøn Kirke Organisationen.
Bag Grøn Kirke står Grøn Kirke-Gruppen under Danske Kirkers Råd. Det er en økumenisk arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra flere forskellige kirkesamfund og kirkelige organisationer i Danmark. Grøn Kirke-Gruppen fungere også som Danske Kirkers Råds kontakt til internationale organisationer som f.eks. Kirkernes Verdensråd, når det drejer sig om det kirkelige klima- og miljøarbejde.
Grøn Kirke-Gruppens formål er med et kirkeligt og teologisk udgangspunkt at inspirere og motivere individer, menigheder, kirker og kirkelige organisationer til at taget et medansvar for de klima- og miljøudfordringer verden står overfor.
Korsvejskirken var den første grønne kirke på Amager. Gennem undervisning af store som små, grønne projekter som vores bæredygtige køkkenhave, og gennem den almindelige drift af kirken, har vi sagt et stort JA til en grøn udvikling.