Babysalmesang i Korsvejskirken
Lad de små børn komme til mig, siger Jesus, for Guds rige er deres. De mindste er de største, og når vi laver babysalmesang får vi en stund, hvor vi de mindste kan indtage kirken med al deres undren og umiddelbarhed.
Hjerteligt velkommen, små som store!
Tilmeld dig sommerholdet i formularen nederst på siden
HVORNÅR?
Året igennem tilbyder vi babysalmesangsforløb på ca 1,5 måneders varighed, så at du altid kan finde et hold, der passer til dig og din barsel.
Sommerholdet har opstart d. 19 maj. Vi mødes tirsdage kl. 9.30 for babyer ml. 2-10 måneder og mor/far eller en anden voksen. Holdet fyldes efter først-til-mølle princippet. Sommerholdet forløber over 6 gange med afslutning d. 23 juni. Vi synger ca. tre kvarter sammen i kirken, og derefter er der tid til kaffe, the og hyggeligt fællesskab. Du skal være velkommen til at melde dig til holdet, også selvom du ikke kan komme alle gange. Det er gratis at deltage.
Datoerne for sommerholdet er 19 og 26 maj samt 2, 9, 16 og 23 juni.
Datoer vil også altid fremgå på vores kalender på forsiden.
HVAD ER BABYSALMESANG?
I babysalmesang har vi fokus på kontakt mellem baby og voksen gennem musik og sanser. Vi skal både synge gængse børnesange og velkendte salmer, såsom I Østen stiger solen op, men også lære nye sange. Vi skal stimulere babys musikalske og sansemotoriske udvikling gennem sang og sanglege. Det vigtigste er, at baby og voksen har det godt og er trygge. Der er højt til loftet – også bogstaveligt talt! Vi bruger nemlig kirkerummet til babysalmesang, hvor vi har en særegen akustik. I Korsvejskirken er kirkerummet meget stemningsfuldt, da det er beklædt med træ fra næsten gulv til top. Derfor er det et varmt og omsluttende rum at synge sammen i.
Babysalmesang er en mulighed for at lære andre med småbørn at kende, når vi bagefter hygger os med en kop kaffe eller the.
Babysalmesang er for alle og kræver ingen kendskab til kirken, kristendom eller erfaring med sang. Husk: Din stemme er dit barns yndlingsstemme!
HVEM?
Det er vores kirke- og kulturmedarbejder, Sofie Due, der står for babysalmesang. Hun fokuserer på tryghed, nærvær og sjov. Der er plads til det hele: latter, refleksion, bleskift, savl og alt derimellem!
HAR DU SPØRGSMÅL?
Vil du vide mere om babysalmesang, så tøv ikke med at kontakte os. Du kan ringe til kirke- og kulturmedarbejder, Sofie Due, på 61 16 55 09 tirsdag-torsdag eller sende en sms. Du kan også kontakte Sofie på mail: sofie@korsvejskirken.dk.