Konfirmationerne er overstået. De unge har stået i kirker landet over, iklædt deres fineste tøj og med forventninger og håb i bagagen. For mange markerede dagen afslutningen på et forløb, hvor store spørgsmål har været i spil: Hvad er tro? Hvad er meningen med livet? Hvad betyder det at høre til i en verden, der både kan være smuk og skræmmende? Konfirmationen er en overgang – men også en påmindelse om, hvor hurtigt nye begyndelser venter. For mens én årgang tager afsked med konfirmandforløbet og måske knap når at fordøje det hele, står de næste konfirmander snart klar. Nye ansigter, nye stemmer, nye spørgsmål. Og med det en påmindelse om, at ungdommen altid er i bevægelse – både i udvikling og i mødet med verden omkring.

Det er en kompleks tid at vokse op i. Man skal forholde sig til temaer, der for få årtier siden fyldte langt mindre i bevidstheden hos jævnaldrende: Klimaangst, geopolitiske konflikter, digital overstimulering og forventningspres. Samtidig opleves kravene til valg og retning tidligt og præcist: uddannelse, karakterer, fremtid. Nogle føler sig tynget af det mens andre navigerer i det med beslutsomhed. Der er også dem, der oplever begge følelser – i en skønsom blanding. Nogle gange tænker jeg, at det var nemmere at være ung før i tiden. Dengang måtte man godt tage et par sabbatår og ”finde sig selv”. Det blev hyldet, hvis man rejste ud og oplevede verden, gerne med rygsæk og Interrail-kort. Vi brugte flittigt af vores CO₂-kvote uden at skamme os. Der var en frihed i at vælge med hjertet – og i at tage omveje. Det var ikke kun tilladt – det blev anset som sundt og modent.

Jeg tror, det opleves anderledes i dag. Mulighederne er mange, men det er forventningerne også. Der tales om præstationskultur, om unge, der føler, de skal være perfekte for at være gode nok. Det er ikke nødvendigvis alle, der har det sådan, men det er alligevel et billede, der træder frem i undersøgelser, artikler og samtaler. Og måske også i de spørgsmål, unge selv stiller: Er det uansvarligt at rejse? Hvad hvis man vælger forkert? Må man godt være i tvivl? Midt i alt dette rummer konfirmandforløbet et særligt rum. Et frirum, hvor der er plads til at undre sig. Til at tale om liv og død, tro og tvivl, skyld og tilgivelse – uden at det nødvendigvis skal munde ud i konkrete svar. Konfirmationsforløbet handler ikke om præstation, men om refleksion. Det er et sted, hvor der ikke findes karakterer, men livsmod og eftertænksomhed. 

Og snart begynder et nyt hold konfirmander. Med nye tanker, nye perspektiver og nye historier. De vil møde en verden, der fortsat er kompleks, men også fuld af muligheder. Og måske er det ikke afgørende, om det er blevet sværere eller lettere at være ung. Måske er det vigtigste, at ungdommen får plads til at være netop dét: ungdom. Med alt, hvad det indebærer af længsel, forvirring, mod, drømme og fejltrin. Midt i en tid, hvor meget bevæger sig hurtigt, kan det være værdifuldt at skabe rum for fordybelse. Rum, hvor unge ikke nødvendigvis skal præstere, men gerne må undre sig, drømme og finde deres egen stemme. For det er netop i sådanne rum, at noget særligt kan spire. Og mens en gruppe af unge mennesker forlader rummet med ny eftertanke, står en ny på tærsklen. Klar til at tage det næste skridt – ikke fordi de har alle svarene, men fordi de tør stille spørgsmål.

Miriam Joensen, sognepræst