Der findes et særligt december-billede i mit hoved. Det starter med duften af hjemmebagte småkager, julemusik i baggrunden og glade børn, der laver dekorationer ved spisebordet. Senere går vi i samlet flok ud og fælder juletræet – med medbragt sav naturligvis – og hjembringer det til lyden af latter og duften af hjemmebrygget gløgg og varme æbleskiver. Pyjamasserne er matchende. Julekortet er taget i god tid. Gaverne er bæredygtige, smukke og personlige.

Men virkeligheden? Den ser noget anderledes ud. Småkagerne bliver købt i Netto. Gløggen er fra flaske. Æbleskiverne fra frost. Juletræet bliver hentet på hjørnet ved Skottegårdsskolen og balanceres hjem på en halvflad cykel med børn og gran og stress. Julebilledet bliver måske taget, men aldrig sendt. Og gaverne? De bliver panikkøbt den 23. december ud fra ønskelister, for hjernen er for overbelastet til kreativitet.

Det skal jeg huske på, når jeg i denne adventstid, igen i år, stresser rundt for at gøre december så mindeværdig, julet og pompøs som muligt. Men hvert år prøver jeg alligevel igen. For vi længes jo. Vi længes efter noget magisk. Noget meningsfuldt. Noget smukt. Og vi tror, bevidst eller ubevidst, at det bor i det perfekte. I det vellykkede. I det, vi kan præstere. Men julens fortælling er en anden.

Den handler ikke om, hvad vi formår at skabe. Den handler om, hvad Gud har givet. Og jeg ved det jo godt: Den største gave, jeg kan give mine børn, er ikke hjemmelavede småkager eller farvekoordineret pynt. Den største julegave, jeg kan give dem, er troen på, at Gud så det største i det mindste. Og den største gave, vi som mennesker kan give hinanden, er troen på, at Gud ser det største i os alle.

For julens budskab handler ikke om det, vi skal nå, men om det, Gud allerede har gjort. Om et barn, der blev født i en stald. Ikke i tryghed og varme, men i sårbarhed og kaos. Et barn, der blev lagt i en krybbe, fordi der ikke var plads andre steder. Et barn, som er Gud selv.

Julens magi handler ikke om at lykkes. Den handler om at blive mødt. For ikke alle går smilende gennem december. Ikke alle har et træ at pynte eller nogen at give gaver til. Og for mange er højtiden netop det: høj – og svær at nå op til. Men heldigvis er det ikke os, der skal nå op. Det er Gud, der kommer ned. Ned i vores virkelighed. Ned i rodet, uroen og utilstrækkeligheden. Ned til os – for at vise os, at kærlighed ikke afhænger af, hvad vi formår.

Og så kan vi måske sænke skuldrene en smule. Lade det være okay, at noget bliver glemt. At noget bliver købt færdigt. At der er stilhed, hvor vi håbede på fest. For magien ligger ikke i det perfekte. Den ligger i det barn, der blev født for 2000 år siden – og i det blik, som Gud stadig kaster på os: kærligt, tålmodigt og fuldt af håb.

Glædelig jul!

Miriam Joensen, sognepræst