De fleste af os bliver en del af de forældreløses klub, før eller siden. Nogle bliver det tidligt i livet, og hvis det for tidligt, bliver det ofte en tragisk livsomstændighed, der er med til at definere os som mennesker. Lidt senere i livet viger det tragiske måske til side, men det forandrer os stadig, og sorgen kan være lige så stor, når man begraver sine forældre. Når man når op i 40-50´erne bliver mange ufrivilligt medlemmer af denne klub, og det tvinger os, ikke alene til at sige farvel til et eller to mennesker, der som vores ultimative livsvidner har kendt os hele livet, men også til at se os selv med nye øjne. Vi er ikke længere nogens børn.

Som en voksen midt i begyndelsen af 50´erne ser jeg flere og flere i min omgangskreds, der siger farvel til deres forældre. Vi tager med til bisættelser for at støtte vores venner, der nu står over for en ny måde at være i verden på. Sådan har jeg også sagt farvel til mine forældre og har oplevet på egen krop, hvad jeg også har erfaret som præst, at uanset alder er det oftest en stor sorg, når vores forældre går bort. Vi bliver sorgfyldte når kærligheden bliver hjemløs, og det skal vi lærer at leve med.

Noget er slut, men derfor begynder også noget nyt.

Vi begynder en ny fase i livet, hvor forståelsen af vores placering har ændret sig. For mange er det en gradvis ændring, især hvis man har været en del af at tage sig af sine forældre under sygdom inden døden. Langsomt men sikkert bliver vi i så fald, dem der nu skal tage os af vores forældre, sørge for dem og tage ansvaret for dem, indtil vi til sidst må tage afsked. Det er utrolig hårdt. At se dem, som har passet på os blive tiltagende hjælpeløse, og nu selv skulle være ”den voksne”. Sådan har jeg utallige gange hørt det beskrevet: Efter en eller begge forældres bortgang bliver man for alvor ”voksen”. Som et menneske der står mig nært sagde:”.. nu er det sidste menneske, der elskede mig betingelsesløst, borte”.

Denne nye virkelighed betyder også noget for ens egen forståelse af, hvem man nu er i livet. Det er ikke nemt, men det kan synliggøre, hvor vigtigt det er at passe på kærligheden i sin familie. Hvordan man nu end definerer den, om det er ens børn, den bredere familie eller gode venner der er blevet familie. For mig som kristen har min tro været en stor trøst, da jeg mistede mine forældre. Troen på at døden ikke har det sidste ord, men at kærligheden er stærkere. Søndag d. 2/11 er det Allehelgens søndag. En smuk og vemodig dag i kirken hvor vi mindes de døde og læser deres navne op i kirken, tænder lys for dem og mindes kærligheden, ofte med taknemmelighed, og glæder os over troen på, at de er taget godt imod. På den dag går jeg, som mange andre, på kirkegården til min mors grav. Sammen med mine børn tænder jeg, som tusinder landet over, lys på graven, mens jeg kniber en tåre. I taknemmelig mindes jeg kærligheden, nærværet og det liv, der var med til at definere mig som menneske og medlem af de forældreløses klub.

Sognepræst Julie Aaboe

Her gik de under stor foragt,
Men se dem nu i deres pragt,
For tronen stå med kroner på,
I himlens præstedragt.
Sandt er det, i så mangen nød,
Tit tårestrøm på kinder flød,
Men gud har dem,
Straks de kom hjem,
aftørret på sit skød,
nu holder de hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsangsfest,
og lammet selv,
ved livets elv,
er både vært og gæst.

Salme 571 i salmebogen.