Af sognepræst Julie Aaboe

Følelsen af ensomhed kan beskrives på mange måder: Man kan være rastløs, vemodig, trist, modløs. De fleste oplever på et tidspunkt i livet, at følelsen fra tid til anden lægger vejen forbi. Men hvornår er man ensom, og hvornår er man bare alene? Ensomhed er et at de helt store problemer i de vestlige samfund. Mens vi samfundsmæssigt og materielt har det godt, og i Danmark er blevet kåret til verdens lykkeligste folk, ja, da plages vi ikke desto mindre af stor ensomhed i vort samfund. Tv-programmer, artikler og bøger har sat fokus på dette problem, og det lader til, at vi faktisk er mere ensomme i de moderne europæiske samfund end andre steder i verden. En af de vægtige årsager er givet individualismen og vores umættelige trang til selvbestemmelse. Hvis jeg ikke kan få det, som jeg ønsker, og kan følge mine mål, ja så har jeg det bedre alene, synes devisen at være. Konsekvensen af dette er, at mange traditionelle familiestrukturer og traditioner er blevet brudt, ligesom parforholdet - indenfor som uden for ægteskabet - har svært ved at konkurrere med individualismen.

Men selvom ensomhed måske nok er mere udbredt i dag så er det alligevel vigtigt at holde sig for øje, at ensomheden jo langt fra er et moderne problem. ”Om natten ligger jeg vågen og jamrer, så ulykkelig som en ensom fugl på taget”, sådan kan man læse i salme 102 om følelsen af ensomhed, men også mange andre steder i Bibelen kan vi læse om den. ”Ensom og forladt sidder jeg her i min pine…” hedder det i Klagesangen. Ensomheden er altså ikke, som vi måske tror, et moderne fænomen, men har altid eksisteret. Ensomhed er et eksistentielt vilkår for os mennesker og findes i mange afskygninger.

Men man skal huske at skelne, for der er forskel på at være ensom og alene. Den ensomhed, der synes at være et moderne vestligt fænomen, er sådan set, selvom den kan være meget ødelæggende, en ensomhed man kan afhjælpe gennem et socialt netværk, men den ensomhed, som vi hører om i de ovenstående citater, er en eksistentiel ensomhed, der er langt sværere at afhjælpe. Det er den ensomhed, vi føler som mennesker, når vi tror, vi er helt alene i verden, når vi føler, at vi er blevet glemt af både mennesker og af Gud. Når vi i vores del af verden føler ensomhedens pres, er det givet pga. begge former for ensomhed, men den værste ensomhed er den, der er resultatet af vores sekulariserede samfund, det trosløse samfund, for gennem den kommer vi til at stå helt alene og med hele ansvaret for vor egen eksistens, fordi vi har afskaffet Gud. Vi mennesker har brug for Gud, brug for at vide, at vi ikke er alene, at vi er elsket. Uden det kan ensomheden overvælde os. Når vi forstår, at vores stræben efter selvstændighed ikke behøver at være ensbetydende med et liv uden tro eller på bekostning af samværet med andre mennesker, vil vi kunne afhjælpe både den sociale og den eksistentielle ensomhed, ligesom vi vil opdage, at med Gud i vort liv vil vi aldrig igen være alene.