Vi har som samfund klaret os godt gennem Covid19 pandemien. Den seneste variant medførte ikke alvorlig sygdom for langt de fleste, så selvom smittetallene var høje, kunne vores samfund åbnes helt. Økonomien gik frem og arbejdsløsheden var lav. Fremtiden tegnede lyst - det troede vi da.

For mens vi gik og mærkede at skuldrene langsomt sænkede sig, besluttede Putin sig for at invadere Ukraine, og således på et øjeblik, kan verden, som vi kender den, ændre sig. Vi har dag for dag kunnet følge med i udviklingen og set hvordan ukrainerne tappert har kæmpet mod den store russiske hær, med den nu ikoniske ukrainske præsident Zelenskyj ved roret. Han, som er blevet et symbol for den ukrainske frihedskamp, og som den forurettede part et symbol på fred, også for de millioner af mennesker, som nu er på flugt fra krigen.

Det er flere gange blevet tydeligt for os, hvordan situationen er højspændt når de forfærdelige og gruopvækkende billeder har fyldt nyhedsbilledet og truslen om brug af atomvåben har lydt og de kæmpestore ukrainske atomkraftværker har været under beskydning.

Gang på gang bliver ordet atomvåben luftet, både fra Russisk, og nu også fra vestlig side. Den usikkerhed, som har grebet mange vestlige borgere ved Rusland invasion af et europæisk land, bliver til direkte frygt når denne trussel bruges, og en følelse af magtesløshed og vantro melder sig. Kan menneskeheden da være så dum, endnu en gang, at anvende dette alt ødelæggende våben?  Vores frygt giver os svaret på det spørgsmål, men rejser også et nyt, for hvad kan vi gøre? Hvad kan vi stille op?

Ikke meget over for Putin, sådan på kort sigt er svaret måske, men jeg tror at vi, både i fællesskab og som individer, må insistere på det gode i verden. Kan vi ikke gøre noget overfor Putin, kan vi gøre noget overfor den lidelse som denne krig og krige generelt, forårsager, ligesom vi på sigt kan arbejde for det gode. Vi kan helt aktivt hjælpe flygtninge, alle flygtninge i deres nød, men vi må også politisk set insistere på det gode på længere sigt. Vi må insistere på, at vi ønsker fred i verden, for os selv, men også for andre. Denne atomtrussel burde gøre det åbenlyst, at vi, som mennesker i en globaliseret verden, ikke alene kan insistere på det gode for os selv, men er tvungne til at forstå, at vi som menneskehed er et fællesskab. Og at når helheden trues, trues alle.  Danmark har heldigvis ønsket at hjælpe de ukrainske flygtninge, men ”vi” har finansieret det ved at skære i udviklingsbistanden til langt fattigere lande, hvor klimakrisen er en stor faktor. Dette er et godt eksempel på en kortsigtet strategi, der ikke indtænker det større menneskelige fællesskab. For jeg tror det kan give bagslag, og på længere sigt give større nød, der kommer til at vise sig i form af mennesker fordrevne pga. klima og ressource konflikter, og som derfor en dag må flygte for at overleve. Des hurtigere vi forstår, at vi mennesker og vore liv er tæt forbundne, des bedre. For før vi insisterer på det gode for alle og for hele menneskeheden, vil vi aldrig kunne gøre op med flygtninge-, ressource- og klima- problematikken.

Julie Aaboe, sognepræst                                                                               

 fri os fra det onde…   ra Fadervor