Så blev det marts! Den første forårsmåned, selvom der sjældent er meget forår over denne måned, hvor middeltemperaturen ligger på kølige 3,3 grader og sneen ikke altid har sluppet sit tag i de amagerkanske gader, stræder og marker. Ja, alt for ofte føles det som om, at vinteren har besluttet at gøre indhug i foråret – med sådan cirka 30 ekstra dages kulde, slud, regn og til tider minsandten også sne.

Vinteren føles i det hele taget længere og længere jo ældre jeg bliver. Vinteren har dog også sin charme, idet at vinteren for mig også er ensbetydende med måltidsfællesskaber. Igennem vinteren har vi nemlig tit middagsgæster hjemme hos os, fordi den selskabelige varme og glæde på fortrinligvis kan erstatte den kulde, der slår mod vores nye termoruder.

Måltidsfællesskaber har alle dage været i høj kurs i vores nordiske klima, fordi det er så tæt forbundet med gæstfrihed. Tag blot Emma Gad, der i sin berømmede bog ’Takt & tone’ skriver det følgende: ”Gæstfrihedsfølelse er en af nordboens smukkeste egenskaber og er så nøje sammenflettet med venskabsfølelsen, at den ene ikke kan tænkes uden den anden for en nordisk bevidsthed.”

Jeg kan dog med sikkerhed sige, at vi her i de nordiske lande ikke er ene om denne glæde ved måltidsfælleskaber. Faktisk fylder de en hel del i andre dele af verden, hvilket også Biblen vidner om. Glæden skyldes for det første den universelle glæde ved mad. Dette understreges for eksempel i Prædikerens Bog fra det Gamle Testamente, hvor der står, at ”Intet er bedre for mennesket end at spise og drikke og nyde frugten af sit slid” (2,24).

Denne glæde ved maden kombineres ved måltider med glæden ved fællesskab. Vel og mærke et fællesskab på tværs af forskelle. Og lige her adskilte den tidlige kristendom sig fra for eksempel jødedommen. Det grænseoverskridende fællesskab var nemlig helt fra starten et helt grundlæggende element ved kristendommen. Man mødtes på tværs af etnicitet og stand for at dele et måltid – en tradition vi i øvrigt holder ved lige den dag i dag ved nadveren. Jøder og ikke-jøder spiste sammen i den tidlige kristendom. Og dermed blev det ved måltidet anskueliggjort ganske klart, at frelsen gjaldt alle: Jøder, ikke-jøder, toldere, skøger, mænd, kvinder og syndere. Ja, alle var de samlet om måltidet, hvilket vi også kan læse i Biblen, hvor der blandt andet står, at ”senere sad Jesus til bords (…) og mange toldere og syndere sad til bords med ham” (Markus 2,15).

Emma Gad skriver også et sted, at ”gæstfriheden er efterhånden blevet til en ret indviklet ting med tusinde formål, forpligtelser og sidehensyn”. Det er vi nok mange der kender til, for når vi har gæster, indebærer det ofte en hel vifte af gøremål, der skal sikre at alt går op i højere enhed. Det kan være ganske tidskrævende. Og lige præcis hvad dette angår adskiller nadvermåltidet sig fra de mange middagsselskaber i vort hjem. Nadvermåltidet er nemlig kendetegnet ved, at der netop ikke er sidehensyn og forpligtigelser og tusinde formål. Ja, ved nadvermåltidet mødes man nemlig – ligesom på Jesu tid – fra alle forskellige sociale lag og med hvert sit. Ved nadverfællesskabet er netop alle fælles om en enkelt ting: At modtage Jesu blod og legeme. Og at modtage det i fællesskab. Det fællesskab som vi samles om søndag efter søndag. 

Sognepræst Miriam Joensen