December er lagt bag os. En måned hvor vi stræber efter, at alting skal være perfekt! Ja, der skal være den rette julestemning i hjemmet, det rigtige juletræ med julekugler i de rigtige farver – og gaverne skal gerne være de helt rigtige. Især kvinderne er hårde ved sig selv i den retning, læste jeg den anden dag: maden skal være perfekt. Gaverne skal være perfekte. Stemningen skal være perfekt.

Ja, vi vil alle så gerne ramme den perfekte ånd i julemåneden, en ånd der gerne må afspejle alt det vi ser i amerikanske feel-good julefilm: nemlig perfekthed!

Men hvorfor er det, at alt for mange af os stræber efter det perfekte den måned, hvor vi netop fejrer det uperfekte: nemlig en fødsel for 2000 år siden, da Guds Søn trådte ind i vores uperfekte verden. Ja, kristendommen hylder alt det uperfekte med fortællingen om Maria og Josef og det lille Jesusbarn, der kommer til jorden det mest uanseelige sted – nemlig i en stald.

Det er en fortælling, som vi alle kender så godt. Ja, vi elsker denne fortælling så meget, at vi pakker den ind i krybbespil, hygge og sidst men ikke mindst stjernen over Betlehem, der kaster sit varme lys ned over de smukke og hyggelige ord. Ja, og i al den hygge glemmer vi, at fortællingen ikke kun er ren idyl og eventyr. Nej, eventyret er meget langt væk, når vi læser teksten, for det er en historie om både ydmygelse og eksklusion: Ja, der var jo ikke plads i herberget. Og derfor var en kvinde henvist til at føde sit barn i en klam og kold stald. Og vi ved alle, at en stald der er beskidt og lugter, ikke er et perfekt sted at sætte børn i verden. Og da slet ikke Guds søn!

Ja, den første jul var bestemt ikke perfekt, og det er der måske en særlig grund til. Ja, måske havde Gud en særlig pointe i at vælge at træde ind i verden på den mest uperfekte måde – i en verden fuld af uperfekte mennesker. Pointen er, at vi skal acceptere at det perfekte ikke findes. At vi ikke er perfekte, ja, at ingen er perfekte. Men at vi – i al vores uperfekthed – er elsket af Gud!

Jeg startede med at skrive, at december nu er lagt bag os. Og det betyder, at januar nu står for døren. Januar, hvor kvartaleregningerne altid står i kø, tømmermændene er lagt bag os og de sidste raketter er sendt afsted. En måned, der er alt andet end perfekt i al sin gråhed, kulde og mørke. Ja, den kan være ganske uperfekt. Og hvilken befrielse! Ja, hvilken befrielse det er, at vi kan sænke skuldrene og se os ud af alle ambitionerne om den perfekte julemåned med den perfekte julemad og de perfekte julegaver. Så lad os alle kigge ind i den kedelige, grålige og ganske uperfekte januar-måned. Og lad uperfektheden finde sin plads i os. Og det kan vi gøre på en meget enkel måde: Ved at acceptere den! Det er mit nytårsforsæt!

Sognepræst Miriam Joensen