Det er blevet november. Mørket har sneget sig ind i vores hverdag og er blevet en konstant påmindelse om det, der snart står for døren – nemlig december, jul og vinterhygge. Ja, det kan nærmest virke som om vi blot skal igennem november for at nå den måned, hvor det hele kulminerer i julegaver, knitrende gavepapir og duften af gran. November kan føles som ventetid. Det er november ikke alene om, sådan kan livet til tider opleves som ventetid, fordi vi går og venter på det næste der skal ske.

Ventetiden – og det vil sige hverdagen – har værdi i sig selv. Livet er ikke en lang række af højdepunkter. Livet måles ikke op i enkeltstående begivenheder, så som dengang man besteg et bjerg, dengang man gennemførte et maraton eller dengang man fik kæmpet sig frem som nr. 1 i Black Friday køen. Nej, livet er ikke enkelthændelser og kvalitetstid. Livet er kvantitetstid, hverdagen, ventetiden – lige her og nu.

Tænk over hvordan hverdagen, ventetiden, kvantitetstiden har værdi i sig selv. Tænk for eksempel tilbage på dem I har mistet. Hvad er det I tænker tilbage på? Er det ”kvalitetstid”? Er det de gange man var ude på grænsen? Mærkede døden ånde én i nakken i et vældigt øjeblik, der var fuld af kvalitetstid og øjeblikkelighed? Eller er det måden den savnede drak sin morgenkaffe. I ved, den helt særlige måde som han eller hun holdt koppen på. Eller latteren, der kunne få tårerne til at trille på den helt rigtige måde. Eller den helt specielle måde den savnede sagde: ”hej ven”, når man gik ind ad døren. Det vi savner, er de små øjeblikke, som man ikke altid tillægger værdi i hverdagen.

Hverdagen er ventetid. En ventetid, hvor vi venter på det, der kommer. Det gør vi også i november måned, for snart er det 1. advent! Ja, snart sidder vi rundt om adventskransen med det første lys tændt og til duften af gløgg og æbleskiver. Snart er vi trådt ind i den tid, der peger hen mod noget. For advent – der kommer af det latinske udtryk Adventus Domini: Herren kommer, er en forberedelsestid til den store julefest hvor vi fejrer, at Gud kom til jorden gennem det lille jesusbarn i en stald i Betlehem. Ja, han trådte ind i den ordinære hverdag som en bevægelse hen mod os mennesker. Ja, en bevægelse der bevæger os til at bevæge andre. En bevægelse hen mod andre. Hen mod et fællesskab. Ja, hen mod hinanden. Han bevæger os den dag i dag. Ja, Han tilskynder os til at række ud mod andre. Så hvad venter du på?.

Sognepræst Miriam Joensen