En søndag i december i 2019 havde jeg min første gudstjeneste i Korsvejskirken. Det var en speciel oplevelse at træde ind i den pyramideagtige kirke, som alle lægger mærke til, når de kører ned af Sirgræsvej. En kirke, som jeg selv havde spadseret forbi igen og igen – betragtende den særegne arkitektur.

Men ved december gudstjenesten trådte jeg ind i det kirkerum, der siden er vokset sig meget på mig. Et kirkerum, som jeg i dag holder meget af. Et kirkerum, der med sine træbeklædninger og store kors udstråler varme, alvor og nærvær.

Siden december 2019 er der sket meget i kirken. Og alligevel så lidt. Ja, der er sket meget fordi vi de seneste 15-16 måneder har gennemlevet en pandemi, der for altid vil være skrevet ind i historiebøgerne og ikke mindst skrevet ind i vores egen bevidsthed. Og alligevel er der sket så lidt fordi den selvsamme pandemi har krævet, at vi af hele to omgange har måtte lukke kirkedørene. Ja, og når de så endelig er blevet åbnet op igen, har det været med restriktioner, regler og begrænsninger. Begrænsninger, der har givet nærværet svære kår.

Nu kigger vi alle ind i en ny tid. Ja, en ny fremtid fordi vaccinerne rulles ud og smittetallene bliver mindre og mindre skræmmende. Vi har alle ventet tålmodigt – til tider utålmodigt – på at en ny tid kunne begynde.

Det har jeg også på et personligt plan! Ja, jeg har ventet på, at en ny tid kunne begynde i kirken. Selv om jeg har haft min daglige gang i kirken det seneste halvandet års tid, ja, så er alting alligevel nyt. Fra den 1. juli er jeg ikke længere vikarierende sognepræst, men blot sognepræst. Ja, blot er ment i den mest positive forstand, for jeg kan ikke være gladere for, at min arbejdstitel er blevet ét ord kortere. Det betyder, at jeg skal være fast præst i Korsvejskirken og derved være med til at videreføre kirkens traditioner og arrangementer – alt i mens jeg fremover, i fællesskab med kollegaer og menighedsråd, kan være med til at skabe nye traditioner, gudstjenester og arrangementer.

Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt – således står der et sted i Biblen. Ja, en tid til at plante! Og det er det vi skal nu. Vi skal plante nye sædekorn. Nye sædekorn, der kan blomstre i den jord, der er blevet gødet godt og grundigt her under pandemien. Og det glæder jeg mig til at være med til. 

sognepræst Miriam Joensen