Færøerne – denne samling af grågrønne, klippefyldte øer, der ligger som en smuk undtagelse midt i Atlanterhavet, som var de kastet ud af en skødesløs hånd –  bliver kaldt ”the land of maybe”.

Det er ikke færingerne selv, der har fundet på den betegnelse, men derimod de engelske soldater, der kom til øerne under 2. verdenskrig. Soldaterne kom fra en engelsk kultur, hvor punktlighed og orden var en fast bestanddel af hverdagen. Og pludselig stod de så deroppe på de vindblæste nordatlantiske øer – langt væk fra ikke bare scones, lemoncurd og afternoon-tea, men også faste rammer for hverdagen.

Ja, på Færøerne var punktlighed ikke en mulighed. Deroppe oplevede de nemlig, hvordan naturen – og ikke mennesket – satte rammerne for tilværelsen. Færøerne er nemlig et sted, hvor naturen og vejret kan sætte en stopper for enhver kalenderaftale. Tåge, dis, storm og høj bølgegang bekymrer sig ikke om en aftale indgået mellem to mennesker – ej heller denne aftales vigtighed. Derfor har spørgsmålet: ”Skal vi mødes i morgen?” i mange år været besvaret med et ”måske”.

Men tiden ændrer sig. På Færøerne er der i øjeblikket et opgør med ”land of maybe” tanken. Det ser vi i de mange tunneller, der er blevet bygget. Tunneller, der gør det muligt at rejse igennem tågen og under et uroligt hav. Til gengæld er ”land of maybe” tanken blevet hverdag for os her i Danmark – der endnu er præget så meget af covid-19, at vi ofte må svare ”måske”, når der dumper invitationer ind med ”svar udbedes”. Det er noget nyt! Ja, det er nyt, at vi ikke kan planlægge vores ferier, fester, sammenkomster med samme vished og punktlighed, som vi kunne for cirka 14 måneder siden.

Nej, alting er oppe i luften så at sige. Alting står i skyggen af det måske, der har præget os siden Mette Frederiksen første gang tonede frem på skærmen og annoncerede, at Danmark lukkede ned. Nu venter vi så igen. Ja, vi venter på at vi igen kan åbne helt op – uden coronapas, mundbind og reservationer. Ja, vi venter på, at vi igen kan kramme. Og igen kan mødes uden et forsamlingsloft. Vi venter på at ”måske” bliver afløst af et ”ja”.

Jeg er vokset op et sted, hvor mennesket ikke bare er et selvberoende individ, der altid har kontrol over kalenderen, liv og omgivelser. Nej, tværtimod er mennesket altid en del af noget andet. Og præget af dette. Derfor er vi også indimellem nødt til at lægge vores liv og eksistens i hænderne på nogle andre. Og det har vi lært i de sidste 14 måneder. De måneder hvor vi har gået hånd i hånd med et ”måske”. Et ”måske”, der snart bliver erstattet af et ”ja”.

Sognepræst Miriam Joensen