De danske værdier er vigtige i Danmark, og derfor priser vi fællesskabet og de værdier, der kommer med det at kalde sig borger i Danmark, højt. En af de værdier er den, at vi tager os godt af de svageste i samfundet, vi hjælper og løfter i flok.

Vort høje skattetryk sikrer en god og stabil tilværelse for de fleste, gennem gratis skolegang, lægehjælp, infrastruktur etc. Kristendommens og Oplysningstidens indflydelse har betydet, at vi i Danmark har en grundlov, der sikrer, at vi alle bliver behandlet som lige og en retsstat, der uagtet diversitet giver alle en retfærdig behandling. Denne homogenitet har blandt andet været en af årsagerne til, at Danmark, i skrivende stund, i det store hele har forholdt sig fornuftigt i forhold til Covid pandemien og dens udbredelse. Vi har løftet i flok, og det kan ses i opgørelsen over smittetal og døde. Jo, det er noget at være stolte af, fællesskabet udadtil.

Men hvordan går det med fællesskabet indadtil? Dvs. forholdet mellem individerne i fællesskabet, for det synes mig, at tonen er skærpet og at fællesskabstanken udfordres ikke mindst af vores danske jantelov.

Ukvemsord, racisme og trusler slynges ud på sociale medier, der udskammer de, der tør stille sig frem med et af de talenter, de er født med. Det talent, der gør lige dem unikke, og som vi kan glæde os over sammen med dem. En glæde, som småligheden og manglen på empati og dannelse, truer med at tage fra dem. Vi har hørt debatten om alle de, både unge og ældre, der har ladet utilfredsheden hagle ned over X-factor deltagere og dommere; vi har læst det i artikler, om hvordan højtuddannede videnskabsfolk sommetider ikke tør eller orker at stå offentligt frem for ikke at blive hængt ud i den offentlige, digitale gabestok, og flere andre eksempler. Men måske er det ikke alene janteloven, ucharmerende og smålig som den er, der ligger til grund for denne voksende tendens, men et langt mere alvorligt problem for vores danskhed, nemlig det, at vi hver især har fået sværere ved at acceptere det, der måske ligger udenfor netop den definition af fællesskabet, som vi mener er den rigtige, og at det derfor giver os retten/lysten til at ekskludere de andre, det være sig danske statsborgere inden for eller uden for landet. 

Men hvis definitionen af fællesskab bliver for snæver, mister ordet sin betydning. Vort fællesskab er en gave, vort danske fællesskab, det at være borger i Danmark, er en gave, som vi skal skatte. Det, at vi har et samfund, der kalder sig en retsstat, der sætter alles rettigheder lige, og som tager sig af alle dets borgere, er en gave; det, at vi hjælper selv de mindste og svageste, er en gave. Lad os aldrig tage den for givet, men til stadighed kæmpe for fællesskabet og menneskeheden i al dens diversitet, for kærligheden, for empatien og freden, alt det vi også har fejret i Påsken. 

Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.   Matt.25,45

Sognepræst

Julie Aaboe