December er lig med adventshygge, drillenisser, bagning, julesange der toner frem i radioen, juletræspyntning og så selvfølgelig 24. december, hvor det hele kulminerer i en sand hjerternes fest. Ja, det er hvad december måned kan byde på. Det håber jeg også jeres december kunne i 2020 – selv om julen har været anderledes for mange!

Ja, anderledes, for iblandet den vidunderlige duft af vaniljekranse og Wham’s gennemtravede popnostalgi ”Last Christmas” har vi fulgt med i de restriktioner, som regeringen har udstukket gennem december. Det har været restriktioner, der har sendt folk hjem fra arbejde; skoleelever hjem til fjernundervisning og ikke mindst restriktioner, der har sat tal på, hvor mange vi burde mødes med henover den andesteg, der ofte pryder middagsbordet juleaften.

Og så var der jo også nytårsaften! En aften, hvor skål, kindkys, torsk og fyrværkeri plejer at forenes i en forunderlig homogen størrelse. Ja, nytåret hvor vi plejer at skåle for alt det gamle og alt det nye. Det, der var og det, der kommer. Ja, en aften hvor vi ser tilbage, inden vi ser frem. En kollektiv statusopgørelse: Hvad nåede vi? Hvad ønskede vi? Hvad var godt? Og hvad ønsker vi os mere af?

Nytårsaften var i mange hjem i år sikkert en blanding af både glædelige og sørgmodige øjeblikke. Ja, en blanding af erindringer og minder fra et år, der adskilte sig fra de foregående år.

Og hvad var så status efter denne aften? Ja, det var, at vi havde haft besøg af en farlig gæst: Covid-19. En gæst, der endnu ikke har forladt vores hjem, selvom vi indtrængende har bedt den om at rejse videre. Det er også en gæst, som vi har delt med hele Europa, ja, med hele verdenen, som Dronningen sagde det i sin tale tilbage i marts 2020.

Normalt, når vi gør status til nytår, er det fordi der netop er et nyt år, der venter os. Nyt år med nye muligheder; nyt år med forventninger, nyt år med forandringer hos os selv, i familien eller på arbejdet. Men i år er det anderledes, for vi ved ikke hvad vi kan forvente. Vi ved ikke hvad der kommer af muligheder eller hvad der kommer af forandringer. Det skyldes, at Covid-19 stadig er på besøg i vores hjem og vores samfund.

Det er en gæst, der har mindet os om – ganske bestemt og kraftigt – at der er ting, som vi ikke bestemmer over. Ja, ting, der kan ramme os som samfund på trods af forholdsregler, offentlige institutioner og instanser. Ja, Covid-19 brød igennem hele vores forsvarsapparat. Og den gjorde det stille og roligt – helt ubemærket – indtil den pludselig var her i al sin ubehagelige konkrethed.

Oplevelsen har fået mig til at tænke på sindsro-bønnen, som den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr engang skrev:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Den bøn tænkte jeg på nytårsaften, da jeg stod og så ud på nattehimlen, mens det nye år blev annonceret af rådhusklokkerne. De rådhusklokker, der kommer til at ringe igen og igen – på trods af uvelkomne gæster.

Sognepræst Miriam Joensen