I 1984 udkom Dan Turèlls stemningsfyldte digt, ’Hyldest til hverdagen’, der indledes med den velkendte strofe ’jeg holder af hverdagen’. Det er et digt, der hylder hverdagen med alle de små øjeblikke, som vi dagligt ikke tillægger den store opmærksomhed eller værdi: Indkøbslisten, lyden fra bussen, der skramler udenfor, huslejen, opvasken og morgenkaffen. ’Jeg holder af hverdagen’, ja, således lyder ordene fra den excentriske forfatter og digter.

Hverdagen er blevet en anden i disse dage. Godt nok har indkøbslisten, opvasken, huslejen og morgenkaffen stadig sin plads i hverdagen. Men noget har ramt mig! Noget jeg tror har ramt mange – nemlig længslen efter hverdagen. Den hverdag vi deler med et ’godmorgen’ når vi hver især, fortravlet, er på vej til hvert sit. Den hverdag vi deler, når vi sender et smil og et nik idet vi krydser hinanden på gaden. Ja, selv om vi ikke kender hinanden, så deler vi en hverdag – uden vi altid sætter så mange ord på det. 

Jeg savner hverdagen! Jeg savner hverdagen, hvor enten håndtrykket eller krammet får lov til at indlede mit møde med et andet menneske. En hverdag, hvor vi ikke længere skal tænke i håndsprit og to meters afstand. Og jeg savner den hverdag, hvor et fysisk fællesskab ikke længere skal defineres af et tal. Ja, der er nok meget vi alle savner.    

Det gør vi også i kirken! Ja, vi savner hverdagen. Den hverdag, der består af mennesker, der kommer ind og ud af kirken – i glæde og i sorg! Den hverdag der består af mennesker, der alle har et liv i kirken. Enten dagligt, jævnligt eller lejlighedsvis. Hvor vi holder gudstjenester og arrangementer, der alle som ét, taler håb ind i vores liv. Og nu er vi på den anden side af påsken, som er håbets fest. Og selv om kirkedøren ikke stod åben påskemorgen, lød budskabet til hver og en af os, nemlig: Han er opstanden! Og med det skabte Gud et håb påskemorgen. Kristendommen er håbet og troen på, at livet er stærkere end døden. Ja, sagt med lidt mere mundrette ord, så er påsken fortællingen om, at det bliver godt igen.

Og netop de ord kommer til at pryde kirkens facade den næste tid. Vi har valgt i Korsvejskirken at hænge et banner op med en regnbue og de fire ord: Det bliver godt igen! Det gør vi fordi, at vi som kirke har til opgave at tale håb og trøst ind i svære tider. Det er en svær tid for mange, voksne som børn! Børn der som os, længe har haft en hverdag, der har været præget af savn efter den normalitet, de aldrig før har længtes så meget efter.

At tegne regnbuer, som et tegn på håb, gør man mange steder – også udenfor Danmarks grænser. Ja, efterhånden har mange børn rundt omkring i verden taget symbolet til sig og prydet det med de samme syv farver, der altid udgør en regnbue. En regnbue, som de hænger i vinduet, så håbet også når ud til naboen, genboen og de, der spadserer tilfældigt forbi. Regnbuen kender vi også fra Biblen, for eksempel i Det Gamle Testamente med fortællingen om Noa, der gik ombord på Arken med sin familie og alle dyrene for at overleve verdens første naturkatastrofe. Gud satte derefter regnbuen på himlen som et tegn, et fredstegn mellem Gud og mennesker. Ja, regnbuen som et løfte fra Gud om altid at være med os. Et løfte, der giver håb! Også når det ser allersværest ud.

Og det er netop budskabet om håb, vi gerne vil sprede i disse dage. Et budskab om, at vi ikke er alene, selv om vi stadig sidder hver for sig. Et budskab om, at hverdagen mere og mere vil komme til at ligne den hverdag, vi går og længes efter – selv om det vil tage tid.

Jeg holder af hverdagen, skrev Dan Turèll. Og jeg stemmer i, jeg holder også af hverdagen med indkøbslisten, lyden fra bussen, der skramler udenfor, huslejen, opvasken og morgenkaffen. Men jeg holder endnu mere af hverdagen, når hverdagen betyder, at vi igen kan samles i kirken. Vi glæder os til at se jer.

Sognepræst Miriam Joensen