Kalenderen siger marts! Der er så meget vi har lyst til at lægge bag os, ja, der er så meget vi har lyst til at se frem mod: forår, lysere dage og ting der spirer frem af den optøede jord. Ja, for ikke at tale om Covid-19 situationen der har holdt os hjemme – isoleret – i lang tid! Men marts er mange ting udover forårsspirer, for når kalenderen skriver 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag. En dag der siden 1910 er blevet markeret med et fokus rettet mod kvindernes rettigheder på arbejdsmarkedet, stemmerettigheder og ligestilling. 8. marts får mig til at tænke på kvinderetsforkæmpere, der igennem historien har kæmpet for kvinders rettigheder. Siden er der kommet andre kvinder til. Kvinder, der kæmper for ligestilling. Ja, og andre ting; tænk blot på den debat, som Sofie Linde satte i gang sidste år, da hun tonede frem med en monolog ved Zulu Awards. En monolog, der sendte chokbølger igennem den danske medieverden.

Ja, 8. marts er en dag, der stadig er vigtig, fordi der stadig er ting at kæmpe for. Ja, 8. marts mindes vi disse ting, der er værd at kæmpe for. Og samme dag er vi også mange, der tænker tilbage på de kvinder, der har haft betydning op igennem historien.

Men det er sjældent, at man den 8. marts hører om kvinder fra Bibelen! Ja, kvinderne fra Bibelen – der sjældent har fået lige så meget opmærksomhed som mændene. På trods af at de har haft en stærk og fremtrædende rolle i kristendommen. Den manglende opmærksomhed skyldes måske det historistiske perspektiv – eller rettere den anakronistiske tilgang vi alt for ofte har til historien: Det vil sige det, at vi alt for ofte dømmer historien ud fra vores nutids standpunkter og udsyn. Kvinderne var for eksempel den gang ikke selvstændige juridiske individer – for de hørte altid til andetsteds! Enten hørte de til deres far eller ægtemand. Ja, for ikke at tale om de kvinder, der ikke faldt inden for en acceptabel kategori (som for eksempel familien), men derimod var udstødt.

Jesus omgav sig med kvinder; kvinder som han helbredte, belærte og hjalp uanset om de var accepteret eller udstødte. Maria Magdalena var en af dem. Og hun er også et strålende eksempel på en kvinde, hvis navn jeg aldrig hører nævnt 8. marts – hverken i Politiken, Deadline eller i diverse debatter. Ja, hun er sågar blevet hængt ud i en sangerindes synthpop-hit fra 80’erne, der har den sigende titel: ”I'll Never Be Maria Magdalena”.

Og det er mærkeligt, for hun viste faktisk en overordentlig stor styrke. Ja, hun udviste den styrke det er, at turde blive i en situation, hvor man mærker den største afmægtighed. Ja, hun viste styrke i afmægtighed. En styrke der hjalp en anden. Ja, en styrke, der hjalp Jesus Kristus. Og vel og mærke hjalp på et tidspunkt, hvor alle hans mandlige venner var forduftet!

Judas svigtede ham. Peter skyndte sig væk. Ja, alle veg fra hans side. På nær nogle kvinder – heriblandt Maria Magdalena.

Og disse kvinder viste styrke og kærlighed, for de blev hos Jesus – den mand de elskede – midt i deres afmægtighed. De kunne jo intet gøre, udover at være der i den stund, hvor Jesus hang på et kors i dybe smerter og skulle dø. Forestil jer, hvor stor en trang de har haft til at kigge væk – ja, endda vige bort. Men gjorde de det? Nej, de blev ved hans side. Og dermed gav de ham trøst. Det er da styrke af en anden verden! Og Maria Magdalena gik ovenikøbet ud til graven alene påskedag. Ja, også der viste hun mod.

Og hun får en helt speciel rolle, der på alle måder var banebrydende. Hun så som den første den opstandne Jesus. Og hvad sagde Jesus? ”… gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud”. Maria blev dermed den første forkynder af det glade budskab, at Jesus var opstået fra de døde. Ja, den første forkynder var en kvinde! Det var banebrydende! Ovenikøbet små 2000 år før den første kvindelig præst blev ordineret i Danmark i 1948! Det er værd at tænke på den 8. marts!

sognepræst Miriam Joensen