I det tidlige efterår er det tid til høstgudstjeneste i kirker rundt om i landet – også her på øen. Kirkerne bliver pyntet op med halmballer, frugt og grøntsager i smukke, dybe og brændte orange, grønne og lilla farver. Grøntsager som vi taknemmeligt kan hive op af den danske muld, når sommeren har omfavnet den jord, de vokser sig store og flotte i. Ja, der er virkelig meget at være taknemmelig over, når man ser hvad der kan vokse sig frem i den danske jord – år efter år – for til sidst at blive serveret på de danske borde, hvor grøntsagerne nærmest bliver udstillet i alt deres pragt. Det gør én helt taknemmelig – eller kan i hvert fald gøre det. Derfor bruger vi også anledningen til at vise vores taknemmelighed. For taknemmelige, det er vi: Taknemmelige for årets høst og naturens gaver.

Høstgudstjenesten – og vores taknemmelighed – er naturligvis anderledes her i Kastrup end ude på landet. Vi synger ganske vist de samme salmer som i Sorø, Nr. Snede og Lundforlund, men modsat borgerne i disse byer, har vi ikke udsigt til marker.

Vi har til gengæld altankasser, parker, grønne områder, villahaver og ikke mindst kolonihaver. Vi har med andre ord noget andet – og vores overlevelse er ikke afhængig af kartoflerne i vores køkkenhave eller om tomaterne er modne. Nej, disse udsøgte grøntsager og frugter er derimod en kærkommen tilføjelse til det, vi handler ind i Rema 1000, Netto eller Coop365.

Men selvom vi ikke har markerne og dyrene, så har vi brug for at takke – ligesom de har det i Sorø, Nr. Snede og Lundforlund. Ja, vi har brug for at takke for livet. Og for alt det, vi ikke har magt over, og som alligevel bliver os til del.

Ja, vi har brug for at lade taknemmeligheden slå rod i os, for vi lever i en tid, hvor taknemmelighed ikke fylder så meget i os. Eller rettere, hvor taknemmeligheden for mange mennesker bliver erstattet af bekymringer. Det skyldes, at det at bekymre sig er en del af livet. Sådan er det at være menneske, og her adskiller vi os fra dyrene. Vi har nemlig en tidslig forståelse af verden. Og denne tidslige forståelse gør, at vi er i stand til at bekymre os om fremtiden. Ja, vi kan næsten ikke lade være, for vi ved, at der kommer en dag i morgen, men vi ved ikke hvad den bringer.

Derfor træder bekymringerne til igen og igen med det spørgsmål, der kendetegner den bekymrede: ”Hvad nu hvis…?”. Bagsiden ved at være et tænkende og reflekteret menneske er netop bekymringen.

Det er ikke underligt, at uvished og bekymringer kan have et større greb om os end taknemmeligheden, for vi oplever lige nu en krig der udspiler sig på vores kontinent og vi ser klimaforandringer, der forandrer den jord, vi er så afhængige af. Så ja, der er nok at bekymre sig om – uden tvivl. Men vi må aldrig lade bekymringerne overstige taknemmeligheden, for det er i taknemmeligheden, at vi løfter blikket fra os selv og hen mod vores medmennesker. De medmennesker som vi er så afhængige af. Kristendommens kerne er, at det ikke handler om hvad vi er i andres øjne, men altid om at få øje på hinanden. Ja, kristendommen handler – altid – om at have et blik for det andet menneske, vores medmenneske, fremfor et blik på os selv.

Det er meget at bekymre sig om her i 2023. Men der er endnu mere at være taknemmelig over. Og lige præcis det er (år efter år) høstens kerne. Og tak for det!

Sognepræst Miriam Joensen