Sensommeren er over os, og hele 3 ting giver mig lyst til her at fremhæve filmen LE GRANDE BELEZZA (”Den store Skønhed”). For det første kan den fejre sit 10-års jubilæum, for det andet gik Berlusconi bort denne sommer, og for det tredje er Sydeuropas sanselighed særlig attraktiv efter en regnfuld dansk sommer! Den Fellini-inspirerede instruktør Paolo Sorrentino bruger en mageløs ”urolig” kamerateknik, som hylder (Berlusconis) Rom, og i festernes technopuls spredes menneskemængden for det 65-årige fødselsdagsbarn; den distingverede forfatter Jep Gambardella. Siden sit 26. år har han styret selskabslivet og således aldrig fået skrevet sin bog nr. 2 – altså den som burde have fulgt kæmpesuccessen ”Menneskesystemet”, som gik over i italiensk litteraturhistorie. Han har selv forklaret det med, at Rom distraherede ham. ”Det begynder med døden. Men livet har været der først. Skjult under bla bla bla bla bla– byrden ved at færdes i livet”, lyder det fra fortællestemmen.  Denne livsvisdom foldes mere ud, som filmen skrider frem. 

Æstetikeren Jep bemærker et restaurantbord, hvor en nonne og munk sidder sammen og skal have champagne (!). Hykleriet findes altså også blandt religionens repræsentanter (selvfølgelig). Den sande helgen er derimod oldingen på 104 år, Søster Maria, som kommer til Rom for at modtage en hædersbevisning. Hun taler nødigt, men hun har – ligesom alle filmens protagonister– ét spørgsmål til Jep: hvorfor skrev du ikke en bog mere? Han har i stor grad fortrængt de skelsættende dele af sit liv eller aldrig udforsket dem nærmere; to sider af samme mønt, og naturligvis er hans ungdomskærestes dagbog utilgængelig, da han endelig griber ud efter den. Hvem er jeg? spørger han flere gange og fremkalder et eksistentialistisk ekko ned gennem skakten i en kirke, hvor en lille bortløben pige svarer ”ingen”. Jep har ophøjet sanseligheden til alt, hér er hans akilleshæl. Han har ikke engang løgne tilbage, for i sanseligheden skelnes der ikke mellem sandt og falsk. Mens Jep er (for)tabt i sanseligheden, spiser den sande religiøse, Søster Maria kun rodfrugter. Hvorfor? Fordi rødder er vigtige for os mennesker, hvisker hun hæst. Det dæmrer langsomt for Jep, som aldrig har dyrket hverken familie eller sine rødder. På hans terrasse er landet en gruppe af gigantiske trækfugle for et hvil – et sjælendt drømmesyn – men Søster Maria, som kender alle deres dåbsnavne (!), afviser sanseligheden med et let pust, der jager alle fuglene på flugt. I Rom gælder kun ét turistmål for hende, nemlig at bestige den hellige trappe i San Giovanni på knæene og modtage syndsforladelsen. Der klippes direkte til den purunge Jeps første egentlige, men dog uforløste møde med en pige på en klippeø, hvilket stadig beskæftiger ham intenst som gammel mand. Religiøs kormusik lader de to rum smelte sammen, og oldingen når omsider trappetoppen på knæene, ydmygt kyssende korset. Den sanselige (Jep) og den religiøse (Søster Maria) deler noget, nemlig skønhedens glimt, men også distancens livslange smerte. Dobbeltscenen handler om det universelle at være menneske. Det er bevidstheden om døden, som sætter tanken i gang – for de fleste af os – men livet har altid været der først! ”Skjult under bla bla bla bla bla er det alt sammen bundfældet under snakken og støjen. Stilheden og sanseligheden. Følelserne og angsten. De spredte pludselige glimt af skønhed. Og så den ulyksalige jammer og menneskets elendighed”. Kort: livet selv.  Filmens endeløse sanseimpulser samles i den pinefulde erkendelse, at vi ikke kan få hånd om døden – men endnu mindre om livet! Og sådan er vi dømt til at leve vores eget ”bla bla bla” uden nogensinde at kunne betragte det fra et andet sted. Som en Sisyfos. Men der findes alligevel ”et andet sted” – hinsides Rom, hinsides sanseligheden. Dette er Jeps erkendelse i slutningen af filmen. Og nu er han endelig klar til at skrive sin roman nr. 2. Mere får vi ikke. Blot lige en antydning af en negation af sanseligheden, hvis slave han har været. Og dog, en befrielse med andre ord.

At se filmen er ligesom at rejse sig fra en 7-rettes menu på en Michelin-restaurant. Der er sket noget med os under opholdet; der er kommet noget i maven, ja, men det er ånden, som er forandret! En glemsel af tid og rum, en særlig mæthed, der forbyder os nogensinde at fokusere på overfladiske ting igen. Hermed anbefales filmen varmt til sensommeren.

vikarierende sognepræst Anne Nielsen