lt er forgængeligt! Alt er forgængeligt, og dog, for der er nogle ting, der synes evige.

Jeg oplevede det, da jeg sad på flere græske strande i min sommerferie. Jeg sad lige ved de strandkanter, der er badet i alle turkise, blå og grønne nuancer. Ja, lige der sad jeg i skyggen fra de smukkeste oliventræer, der dækker hele øen. Oliventræer der kan blive over 1000 år gamle – en evighed i vores flygtige verden.

Og jeg så denne evighed i træstammerne, der så at sige viklede sig om sig selv – næsten kredsende om sig selv. Det er også i stammerne, at man ser baggrunden for deres evigt høje alder: Det er stammer, der vidner om et liv i tilpasning. Tilpasning til vand, vind, sol og regn. Tilpasning til os mennesker, der har kultiveret den verden, som omgiver træet.

Livet er en lang tilpasning. Tilpasning til den verden, der er omskiftelig, foranderlig og ind imellem uregerlig. Det skræmmer os! Forandringerne er nemlig ikke altid til det gode. Bare tænk på klimaforandringerne: Temperaturerne stiger. Skovene brænder. Jorden bliver gold. Og isen den smelter. Det er en forandring til det værre, som mere og mere virker truende. Jeg har ikke oplevet en sommer, hvor der er blevet talt mere om klimaforandringerne. Ja, alt imens jeg sad og nød den græske sommer, mærkede jeg også selv hvordan temperaturerne sneg sig fra behagelige til ubehagelige grader.

Der bliver talt om forandringerne, fordi forandringerne ikke bare er reelle men også skræmmende. Det er de for os alle. Ja, det er en foranderlig virkelighed, vi ser ind i. En virkelighed, hvor vi ligesom oliventræerne, skal tilpasse os den virkelighed vi står i. Den virkelighed, der omgiver os og kultiverer os. Men vi skal gøre det med den klare opgave, som følger med vores tro: Vi skal fortsætte, men altid allerede med den opgave at råbe op og gøre opmærksom på forandringens skyggesider – uden at tale håbet ned. Ja, som den tyske filosof Alex Honneth siger: ”Vi har en moralsk pligt til at bevare håbet”, og grunden er ifølge filosoffen enkel: ” Vi har ikke andre muligheder end at fortsætte”.

Og denne opgave skal vi tage på os igen og igen. Ja, lade præge os. Og det skal vi fortsætte med. Det er nemlig ikke bare vores moralske pligt, men også den kristne. Og det er en opgave vi også skal tage på os midt i vores klimaskam! Det tænkte jeg meget over, da jeg sad i et CO2 udledende fly med lige dele tøj og skam i bagagen på vej hjem fra Grækenland!

Sognepræst Miriam Joensen