Påsken står for døren i al dens pragt. Måske i år hvor påsken ligger så tidligt vil den ramme den smukke tid, hvor påskeliljerne lyser gult og smukt op i både gadebilledet og private haver. Så ved man at foråret er kommet, at den mørke tid er forbi og livet igen spirer op af jorden. Man vil igen kunne se de travle musvitter i hækken, der fodrer sultne unger, og solsorte på tagryggen, der synger som tusmørket falder på, smukt og lidt vemodigt. Vi bliver alle gladere, mere optimistiske ved dette syn; tegnene på at mørket og kulden ikke har overtaget, at livet igen, trods alle odds, pibler frem.

Mange vil måske sige, at det er lyset alene der løfter sindet, men jeg tror det er mere end det. Jeg tror det ligger helt indbygget i os, vores DNA om man vil, i vores sjæl ville jeg måske hellere sige, at langt de fleste føler denne optimisme, og jeg tror, at vi føler sådan fordi foråret og livets kraft trodser døden og mørket. Om vinteren taber langt de fleste træer og buske bladene. Ja, hele naturen synes at gå i stå, men indbygget i den naturlige cyklus er en genopstandelse, hvor det umiddelbart visnede og rynkede blomsterløg synes mirakuløst at komme til live. Ud skyder pludselig en grøn spire. Der er liv i det. Og ikke bare liv, men den smukkeste påskelilje vokser sig stærk og slank, ud af det sprukne løg. Denne tanke om genopstandelsen, efter hvad der synes som om døden er det endegyldige svar, findes mange steder i naturen. Efter en skovbrand vil skoven atter spire op, styrket af asken, sådan som man også brænder markerne af. Mange blomster og nogle insekter formerer sig alene når døden indtræffer. Den smukke Protea blomst, der ofte er at finde hos blomsterhandlerne, kan alene sprede sine frø når ildens flammer slikker op ad den stængler. Af død må liv opstå, som en fugl Fønix.  Opstandelsen er altså en grundlæggende del af naturen, ligesom opstandelseshåbet er en essentiel del af menneskelivet, håbet på at der er et liv efter døden, i hvilken form det nu måtte være. Det er dét, der er omdrejningspunktet i den kristne tro, og det er dét, som Påsken giver os et svar på. Det er et løfte om at vi som Guds skabninger bliver lovet netop dette: At døden ikke er det sidste der er at sige, men at vi loves et liv efter døden.

Rigtig glædelig påske.

Sognepræst Julie Aaboe                                                                                                                   

Påskeblomst, men er det sandt,
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant.
Kan de døde graven bryde?
Stod han op som ordet går,
mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen,
livet frem med påskedagen.