”Nu falmer skoven” synger vi i Grundtvigs flotte efterårssalme. Den er ikke til at komme udenom. Og vi starter med at synge den allerede i september, når vi holder høstgudstjenester. Men jeg må indrømme at jeg vægrede mig lidt, da jeg skulle udvælge salmer til høstgudstjenesten i år. For var det virkelig allerede nu? Var tiden allerede kommet til at synge om falmede blade og sorten muld? Det føltes tidligt der midt i september, hvor jeg stadig forsøgte krampagtigt at holde fast i sommeren. Og sådan er det faktisk hvert år. Det er hvert år lidt vemodigt, at sige farvel til sommeren. Og det kan næsten føles som om, at vi selv er med til at kalde efteråret frem, når vi der i september begynder at synge efterårssalmer og høstsalmer. Når de første kølige dage og aftener kommer, så kan man godt blive helt i tvivl, om man overhovedet er klar til at stå igennem endnu et efterår og endnu en vinter. Men så lidt efter lidt, vænner man sig til tanken og får fundet de varme trøjer frem. Sådan er det jo. Det er årets gang. Nu er efteråret uundgåeligt over os. Bladene farves gule og røde, og det er køligt og blæsende. Alle årstider har deres skønhed, og efteråret har især sin. Det er smukt, men også lidt vemodigt. Nu føles det helt på sin plads at synge ”Nu falmer skoven” og ”Nu står der skum fra bølgetop”. Vi skal jo nok klare det og komme godt igennem både efterår og vinter. Selvom vi her i år har nok at bekymre os om. De stigende madpriser og ikke mindst priserne på el og varme og brændstof. Der er krig i Europa, og vi er endnu ikke sluppet helt af med corona. Og oveni det kan vi kun blive mere og mere urolige over klimaets tilstand. Der er nok af udfordringer, og der er nok at bekymre sig om. Men der er også meget at takke for, og vi må stå sammen. Og vi må huske at efter vinter kommer vår, som vi synger det i ”Nu falmer skoven”:

  Ham takker alle vi med sang for alt, hvad han har givet, for hvad han vokse lod i      vang, for ordet og for livet.

  Da over os det hele år sin fred han lyser gerne, og efter vinter kommer vår med      sommer, korn og kerne.

Søndag den 6. november er det allehelgensdag. I Korsvejskirken og i mange andre kirker ud over hele landet, vil vi læse navnene op på de sognebørn, som er døde i årets løb. Sammen vil vi mindes dem, som er gået bort for nyligt, og vi vil også mindes de andre kære, som vi hver især har mistet i vores liv. Derudover er allehelgen en dag, hvor vi i kirken husker og mindes alle de mennesker, som gennem generationer har båret den kristne tro videre, helt frem til os. Allehelgensdag er en stor og vigtig søndag her i efteråret. Det er en fin og smuk tradition at læse navnene op på dem, vi har måttet tage afsked med i årets løb. For den, der har mistet et nært familiemedlem eller en ven, kan det være trøstende, at høre den kæres navn blive læst op i kirken. Vi hjælper hinanden med at forstå, og der er rum til sorgen og til savnet. 

Sognepræst Anders Christiansen