Til sidst kom dagen, da de sidste soldater i den Ukrainske by Mariupol overgav sig. Over hele verden har det fået folk til tasterne, og vi har tænkt på de stakkels soldater og civile, der var spærret inde på stålværket i Mariupol. Nu er det slut, de civile kom i sikkerhed og de ca. 1000 soldater overgav sig endeligt her til morgen og er, i skrivende stund, straks tilfangetaget af de russiske styrker. Som udgangspunkt skal de naturligvis behandles efter reglerne for krigsfanger, men angiveligt var russiske bloggere hurtigt ude for at kræve disse soldater henrettet. Disse soldater, der i manges vestlige øjne, er blevet symbolet på frihedskamp mod de invasive russiske styrker, men som i russiske øjne måske bliver set på i et andet lys. Et lys der kræver ultimativ hævn, henrettelse. Derfor frygter jeg også for disse soldaters liv, ikke fordi bloggerne kan komme efter dem, men fordi vi mennesker er drevet af følelser, og disse soldater, der har holdt stand i stålværket, er kommet til at stå som symbolet på en krig der ikke, ifølge medierne, er gået som Rusland måske kunne have håbet på. Derfor kan disse mænd risikere at komme til at bære skuffelsen og frustrationen i et russisk samfund tvunget i knæ af sanktioner, og undgælde derfor med deres liv. Hævn, øje for øje, og tand for tand.

Vi kender alle til følelsen. Blot tanken om at nogle kunne krumme et hår på hovedet af dem vi elsker, kan få langt de fleste mennesker til at tænke tanker om straf og hævn. Det er forståeligt; det er vreden, afmagten og sorgen der taler.

Men der er også en anden vej, der er mere frugtbar i disse konflikttider. For bliver ondt kun mødt med ondt, vil man aldrig kunne finde fred igen, sådan som man ser det i borgerkrige verden over. Spiralen er nødt til at stoppe, og som nyligt afdøde Ærkebiskop Desmond Tutu sagde det, er der ingen fremtid uden tilgivelse. Hvad hvis vi møder ondt med godt i stedet? Hvad hvis vi i stedet for at slå igen, opgiver den dovne reaktion som hævnen er, og i stedet går ad forsoningens svære, men frugtbare vej? Ja, så kan man vende det onde til det gode. Så kan man, som erfaringerne fra ex. Sydafrika og Rwanda viser, gøre det muligt at leve sammen side om side, trods fortidens skygger. Hævn bringer aldrig det tabte tilbage, men det gør latter, fred, medfølelse, blidhed, tilgivelse og i sidste ende forsoning. Forsoningen er håb, forsoning er kærlighed til fællesskabet, forsoningen er fremtiden.

Julie Aaboe, sognepræst                              

 Gud vil vise os at der findes et liv efter konflikt og undertrykkelse  -  at der takket være tilgivelse og forsoning er en fremtid.                                                                                                                      Ærkebiskop Desmond Tutu