Solens varme stråler varmer os i disse dage. Det er skønt. Det er livgivende. Og det er tiltrængt. Mange måneder om året sidder vi indenfor og kigger længselsfuldt ud gennem duggede ruder. Vi har kigget ud på livet. Det liv, som har været adskilt fra os af millimeter tynde ruder og kulden udenfor. De fleste har nu skiftet vinterfrakken ud med forårsjakken, som har hængt og ventet på at blive luftet siden sidste år. Og smilene bliver større for hver solskinsstråle, der rammer dem. Og vi bruger selvfølgelig enhver anledning til at strømme udendørs og lade solen bage på krop og sind.

Men vi har også længtes efter mere og andet end blot livet uden for, for vi går alle og sukker længselsfuldt efter naturen, der netop i foråret springer ud i al sin betagende skønhed. Og midt i denne forårstid, ser vi liv vokse frem lige nu ude i naturen. Påskeliljerne er allerede sprunget ud, buske står klar med nye knopper, som blot venter på at møde solens varme. Og folk har allerede været på Bispebjerg Kirkegård, hvor kirsebærtræernes blade danner en lyserød himmel over deres hoveder.

Men forår er også ensbetydende med påske, som vi netop har overstået, og det fik mig igen i år til at føle, at forår og påske hører sammen i mere end én forstand. Når foråret springer ud, er det med en følelse af, at naturen og vi selv genfødes. Ja, det er som en slags opstandelse, som er lige forunderlig år efter år. Vi overraskes hvert år, når foråret bryder frem og vi endnu en gang ser hvor overordentlig smukt der er, når alting spirer lige foran os.

Dagene bliver lysere, fuglesangen høres længere ud på aftenerne og naturen gør sig til, som var det første gang, at den skulle hilse os velkommen. Og det samme gør sig gældende for påsken. Vi ved, hvad der venter os: Palmesøndagens glædelige forventninger og skærtorsdagens guddommelige fællesskab. Langfredagens mørke og påskedagenes glædelige opstandelse. Ja, vi skal igennem det dybeste mørke for at nå det glædeligste budskab – at livet sejrer over døden.

Og netop påskens store sejr mindes jeg ofte om, når jeg træder ud ad døren. Jeg bor nemlig på en kirkegård eller rettere kirkegården er min baghave, plejer jeg at sige. Vi bruger den særligt nu, hvor aftenerne er blevet længere og fuglene synger os i seng. Så er det ofte, at vi går en aftentur på kirkegården inden vores søn skal sove – eller når tiden, en sjælden gang tillader det, går vi en morgentur på kirkegården. Og intet er så godt for sjælen som en tur på den stille kirkegård, som ligger helt uforstyrret hen i den tidlig morgendis eller den fortryllende skumringstime. En tur på kirkegården en forårsdag, hvor buske, træer og blomster begynder at spire frem lige der mellem gravene, der alle hver især er markeret med hver deres datoer. Datoer der forbindes med en bindestreg – en bindestreg som repræsenterer det liv, den afdøde levede fra fødsel til død. Det er ved den bindestreg, at ethvert menneskes livshistorie udfoldede sig. Ethvert menneske, som efter udgangen af livet har fået de ord, der lyder ved jordpåkastelsen, nemlig:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader,
som i sin store barmhjertighed
har genfødt os til et levende håb
ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Ja, påskens smukkeste budskab har lydt over ethvert menneske, som ligger på kirkegården – nemlig det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Og lige der, når jeg står på kirkegården og nyder forårsstrålerne og ser, at påskeliljen blomstrer ved gravene med sit elegante, gule trompetformede blomsterhoved, ja, der mærker jeg hvordan påskens opstandelse holder os fast på, at Guds skaberkraft og opstandelse er to sider af samme sag.  

Sognepræst Miriam Joensen