Der findes øjeblikke i livet, hvor man mærker det så tydeligt: følelsen af ikke helt at høre til. Det kan være til en fest, hvor alle kender hinanden, og man selv ikke lige ved, hvor man skal stille sig med sin drink. Eller til et forældremøde, hvor det virker som om, alle de andre allerede har indforståede koder og ikke mindst grupper. Eller til en gudstjeneste, hvor salmerne er fremmede, og ordene ikke føles som ens egne.

Jeg tror, vi alle kender det. At stå lidt på kanten. Det mærkelige er, at følelsen er så almindelig – og alligevel taler vi sjældent om den.

Vi længes efter at høre til. Det ligger dybt i os. Måske fordi vi fra begyndelsen er skabninger, der kommer til verden i afhængighed af andre. Vi har brug for andre for at overleve, og det gør noget ved os. Selvstændighed er godt, men fællesskab er livsvigtigt. Derfor er følelsen af at være udenfor også så stærk – den aktiverer noget urgammelt i os. Noget frygtsomt. Noget ensomt.

Ensomhed findes ikke kun i selskaber og grupper. Den findes også derhjemme, bag lukkede døre. Når skærmen er blevet ens nærmeste relation. Når stilheden ikke er fredelig, men trykkende. Når man kigger på telefonen, ikke fordi man forventer noget, men fordi det føles værre ikke at gøre det. Vi lever i en tid, hvor vi er mere forbundne end nogensinde – og samtidig mere adskilte. Vi har hinanden lige ved hånden, og alligevel er det svært at række ud.

Her giver den danske teolog og filosof K.E. Løgstrups ord genklang med særlig vægt:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.”

Det lyder dramatisk, men det er sandt. Vi holder faktisk noget af hinandens liv i hænderne. Ikke nødvendigvis kun i gerninger eller livsafgørende valg – men også i blikket vi sender, i de ord vi siger, og i den tavshed vi vælger.

Et enkelt blik kan give ro eller usikkerhed. En tavshed kan rumme varme – eller kulde. Et “kom og vær med” kan forandre en hel dag for én, der føler sig udenfor. Et “hvordan går det egentlig?” kan åbne et menneske, der har følt sig lukket ude.

Vi er vant til at tænke, at vi er individer, adskilte og frie. Men i virkeligheden hænger vi sammen i usynlige tråde. Vi spejler os i hinanden. Vi bliver nogen i mødet med hinanden. Det er i relationerne, at vores identitet tager form. Derfor gør det også så ondt, når vi føler os udenfor – som om vi mister et lille stykke af os selv.

Det kræver ikke store mirakler at byde et andet menneske indenfor. Det kræver opmærksomhed. Et åbent blik. Et ord, der ikke er ligegyldigt. En tavshed, der ikke er dømmende. Når vi vælger at se hinanden – virkelig se – så holder vi lidt af hinandens liv i vores hænder, som Løgstrup siger. Og vi kan vælge at bære det varsomt og med respekt.

Det var også det, Jesus gjorde, gang på gang. Han gik hen til dem, der stod i udkanten: de udskældte, de glemte, de forkerte. Ikke for at omvende dem til noget bestemt, men for at give dem værdighed. Et blik, der sagde: Du er en del af det hele. Du hører til. Du har værdi – i dig selv.

Vi lever i en tid, hvor mange føler sig forkerte, utilstrækkelige, isolerede. Måske kan vi ikke løse alt med ét slag. Men vi kan begynde i det små. Vi kan bære hinanden – i blikket, i ordet, i tavsheden. Vi kan bære med varme. For vi bærer, uanset hvad. Spørgsmålet er bare, hvordan.

Så næste gang du står midt i fællesskabet – tryg, velkendt, hjemme – så løft blikket: Hvem står i udkanten? Hvem mangler at blive budt indenfor?

Nogle gange skal der kun ét menneske til for at gøre forskellen. Måske er det dig!

Vi har mere magt over hinandens liv, end vi tror. Og det gør verden sårbar – men også fuld af håb. Et håb, som jeg håber, vi alle bærer med os ud i det liv vi lever – med hinanden.

Miriam Joensen, sognepræst