30/04/2026 0 Kommentarer
Slå et slag for fællesskabet
Slå et slag for fællesskabet
# Præstens klumme

Slå et slag for fællesskabet
Kom maj du søde milde. Sådan lyder første strofe i den fine lille forårsvise, der bebuder at den varme tid nærmer sig, hvor blomsterne springer ud i den begyndende varme, hvor fuglene synger og får unger og sommeren kommer med varme og lyse nætter. Langt de fleste mennesker føler en stigende energi i kroppen, der afspejler denne naturens genfødsel år efter år og med den et spirende håb.
Et håb mange måske netop har brug for i denne tid, ikke på året, men i verdenshistorien, hvor der igen synes at have været en udvikling henimod en Darwinistisk verdens orden, hvor den stærkeste vinder, og ofrene er de, der synes svage. Stormagter og lande som Rusland, Iran, USA og Nordkorea og mange flere der synes at arbejde ud fra devisen om at den stærkeste er vinder, uagtet konsekvenserne for alle andre. Problematikken omkring Grønland, Ukraine etc. viser tydeligt denne forståelse og måske synet på ”de svage” eller de ”svagere lande.” Hvad betyder det for os i Danmark kunne man spørge? Svaret vil være at i en forbundet og globaliseret verden har det stor effekt på alle hvad stormagter gør, noget som i øjeblikket er synligt for ex. energiomkostninger grundet Israel og USA's krig mod Iran, der rammer os alle.
Det kan virke uoverskueligt alene at være tilskuer til dette, uden mulighed for at ændre verdens gang. Men midt i denne udvikling, der ud fra en kristen synsvinkel, er problematisk, viser der sig et lille håb, en lille grøn spire, midt i kaos. I USA bliver flere og flere tvivlsomme overfor en politik der alene tilgodeser de stærke, nationalt som internationalt, ungarerne vender ryggen til en ultranationalistisk politik der bl.a. afviser den fremmede og støtter verdens politiske og nationale oligarker, og Europa har stået historisk sammen, med lande som ex. Canada om at holde fast i fællesskabet. Fællesskabet er det der gør os stærke. For det er sandt, at ingen af os alene kan stille noget op overfor verdens kaos og individers enorme berigelser på bekostning af de svage. Men de såkaldt svage, altså alle os almindelige mennesker, kan noget der er meget stærkere. Vi kan stå sammen, vi kan ville og arbejde for fællesskabet og de værdier, der både ligger til grund for, og er med til at styrke fællesskabet. Fællesskabet, der ikke alene er en kristen grundforudsætning, men også en essentiel del af den demokratiske selvforståelse, er nok det eneste, der kan imødegå den Darwinistiske udvikling af den stærkeste vinder. I fællesskabet er vi stærke. Dette er ikke en politisk udmelding eller et spørgsmål om holdning, men det er en kristen grundforudsætning, at vi ikke står alene, men i fællesskab og at vi i dette fællesskab behandler andre som vi selv vil behandles; at vi elsker vores næste og at vi stræber mod forsoning i stedet for hævn og berigelse.
Er der håb? Ja, der er altid håb. Men vi kan også gøre noget selv, og hver især slå et slag for fællesskabet.
Sognepræst julie Aaboe
Den der ophøjer sig selv skal ydmyges, og den der ydmyger sig selv skal ophøjes. Matt.23.12
Kommentarer