Når det bliver efterår, så drages jeg altid helt naturligt, ja, nærmest automatisk mod de danske skove. Jeg lokkes ind i skovene, når efteråret har lagt sit gyldne tæppe over jorden. Ja, når træerne står høje omkring mig, klædt i farver af rav, kobber, dybrød og varm orange. Enkelte grønne blade holder endnu fast i sommeren, mens andre allerede er faldet og knaser sagte under mine fødder.

Luften er kølig og klar. Den dufter af våd jord, mos og visne blade, ja, en dyb, mørk duft af skovbund og regn. Indimellem kommer den friske duft fra gran, grøn og harpiksagtig, som om skoven trækker vejret helt ned i jorden.

Jeg hører vinden bevæge sig gennem trækronerne. Det lyder som en sagte hvisken, der kommer og forsvinder igen. En gren knækker under et usynligt dyrs skridt. Dryp fra de sidste regndråber falder fra bladene og rammer jorden med små, klare lyde.

Og så bryder solen pludseligt, men samtidig forsigtigt gennem grenene og kaster pletter af sensommerlys på skovbunden. Mellem de faldne blade vokser mosset blødt og grønt, og små svampe står som miniaturelandskaber i det fugtige mørke. Bregnerne bøjer sig mod jorden, tunge af dug, mens edderkoppespind glimter som fine sølvtråde mellem grenene.

Jo længere jeg går, desto mere føles det, som om verden udenfor langsomt forsvinder. Der er kun mine skridt, vinden, træernes stille bevægelser og den jord, der ligger mørk og levende under bladene.

Og der sker også noget andet, når jeg går blandt forgængelighed og liv i skovens ”dybe stille ro”. Der sker det, at jeg fyldes af en helt utrolig taknemmelighed. En taknemmelighed over, at livet skyder frem igen og igen.

Ja, for midt blandt alt det forgængelige er der liv, og midt blandt alt liv er der forgængelighed. Det ene er en del af det andet og kan ikke adskilles. Og bladene, der falder, fortæller ikke kun om det, der forsvinder. Nej, de fortæller også om det, der ligger skjult og venter. Under den mørke jord, under de visne blade og det, der tilsyneladende er dødt, findes livet stadig. Ja, det spirer frem igen – pludseligt og smukt.

Det samme gør vi: Det er det jeg tror på. Døden får ikke det sidste ord. Nej, det gør livet. Vi spirer frem igen og den tanke fylder mig, ligesom efterårsskoven, med en utrolig taknemmelighed. Og det er netop efterårets stille evangelium, ja, at intet efterår varer evigt, for livet bryder frem igen.

Miriam Joensen, sognepræst