Afskeden er ikke blevet lettere. Også i år stod mine børn og jeg med tårer i øjnene, da vi sagde farvel til familien og de gode venner, som endnu en sommer har fyldt dagene med nærvær, grin og fællesskab. Vi satte os i bilen og kørte mod lufthavnen. En tur, der altid føles alt for kort.

Undervejs glider landskabet forbi. De stejle fjelde. De små bygder med de karakteristiske huse og græstage. Vandfaldene, der kaster sig ned ad bjergsiderne. De grønne nuancer, som synes aldrig at høre op. Og havet, der omkranser det hele.

Færøerne ligger derude i Nordatlanten, som om Gud med en skødesløs hånd har kastet øerne ud i havet – og alligevel placeret hver en klippe, hver en fjeldside og hver en vig med den største omhu.

Det er svært ikke at blive grebet af vemod, når man forlader et sted, der betyder så meget. Ikke kun på grund af naturen, men fordi mennesker, man holder af, bliver stående tilbage og vinker.

Men samtidig ved jeg også, at vi skal hjem. Til arbejdet, til skolen, til madpakkerne, kalenderen og den rytme, som igen bliver hverdag.

Og jeg tror, det er netop her, august har noget vigtigt at fortælle os. For hverdagen er der, hvor livet leves. Det er let at tro, at livet først rigtig udfolder sig, når vi har ferie, når vi rejser ud, eller når kalenderen er tom. Men de fleste af vores dage er jo ikke feriedage. De er ganske almindelige dage. Det er her, vi drikker morgenkaffen, følger børnene i skole, møder kollegerne, hjælper naboen, ringer til en ven eller samles om aftensmaden.

Feriens største gave er ikke kun, at vi kommer væk. Gaven er også, at vi kommer hjem med et klarere blik for det, der betyder noget. At vi tager lidt af roen, nærværet og taknemmeligheden med os ind i de dage, der venter. Derfor er august måske ikke først og fremmest måneden, hvor ferien slutter. Måske er det måneden, hvor vi igen bliver mindet om, at det liv, vi længes efter, ikke kun findes på de færøske fjelde. Det findes også her. For hverdagen er der, hvor livet leves.

Miriam Joensen, sognepræst