28/05/2026 0 Kommentarer
Giv det videre
Giv det videre
# Præstens klumme

Giv det videre
Juni er måneden, der er lys og givende. Den har det med at få os i sving. Pludselig skal haven gøres sommerklar. Der skal plantes og beskæres, luges og vandes. Havemøblerne trækkes frem efter en lang vinter, slibes ned og får ny olie, så de igen kan holde til lange aftener under åben himmel. Vinduer pudses, terrasser fejes, og man mærker næsten, hvordan både hus og mennesker vågner lidt mere op i lyset. Og når først man er gået i gang, så sker det næsten af sig selv: blikket falder på skuret, kælderen eller det overfyldte skab. Nu skal der ryddes op. Ting sorteres, noget skal gemmes, andet køres til storskrald. Det er dér, man ofte finder dem: De gamle skoletasker og penalhuse. Dem børnene er vokset fra. Dem, der bare har ligget lidt for længe i et hjørne.
Små ting kan betyde mere, end vi tror. Det, vi ikke længere selv bruger, kan blive værdifuldt for et andet menneske. Livet bliver ikke mindre af, at vi deler ud af det, vi har – tværtimod! Der opstår noget godt mellem mennesker, når vi giver noget videre til andre.
Derfor har menighedsplejen startet et projekt, hvor vi indsamler brugte skoletasker og penalhuse, som stadig har gode år tilbage i sig. For mange familier kan det være dyrt at begynde på et nyt skoleår, og her kan noget, der ellers bare stod glemt i et skur eller en kælder, blive til stor glæde og hjælp. Så hvis du falder over en pæn skoletaske eller et penalhus under sommerens oprydning, så overvej at donere det til menighedsplejen. På den måde kan det få nyt liv hos et barn, der kan begynde skoleåret med smil, glæde og forventning.
Det er måske sådan, juni minder os om det vigtigste: At lys og glæde vokser, når det deles.
Miriam Joensen, sognepræst
Kommentarer