28/07/2026 0 Kommentarer
Det vigtige fællesskab
Det vigtige fællesskab
# Præstens klumme

Det vigtige fællesskab
Aldrig har der været så mange lande med i VM. Turneringen, der er den største fodboldturnering i verden, tog sin begyndelse i 1930, hvor kun 13 nationer deltog. Her i år 2026 deltager 48 nationer om titlen som verdens bedste fodboldnation. Aldrig har der været så mange med, og aldrig har diversiteten været større. I en tid, hvor verden som den har set ud siden 2. verdenskrig, ændrer sig i hast og fronterne internationalt trækkes op, og hvor gamle alliancer synes at briste under ultrakapitalismens åg, er der dog stadig håb at finde. For skal vi arbejde imod denne udvikling, er vi nødt til at arbejde for fællesskabet. Fællesskabet mellem mennesker uanset hvem de er, hvordan de ser ud eller hvad de tror på. VM har fået kritik for meget under FIFA´s præsident Infantino, men ikke desto mindre ser vi et VM, hvor nationer fra alle verdens dele spiller på tværs af kultur, på tværs af politik, konflikter og på tværs af religioner. Det altafgørende fællesskab, der er forudsætningen for fred i verden, trives både ved dialogen, det at vi mødes og lytter til den anden, men også ved mødet med andre mennesker, selv med en fodbold i centrum. Nu er det ikke alle der er fodboldentusiaster, som vi er hjemme hos os, men heldigvis kan vi alle, hvis vi ser os om, finde og arbejde for det fællesskab, der er sammenhængskraften i et hvert samfund, om det er herhjemme eller internationalt. Sådan er det nu, og sådan har det været til alle tider. Det gode er ikke en selvfølge, men noget vi skal kæmpe for, og vi kan alle være med til at tage det første skridt. Rigtig god sommer.
Sognepræst Julie Aaboe
…gå først hen og forlig dig med din bror; så kan du komme med din gave. Matthæus kap. 5
Kommentarer