Det er sjældent, jeg kommer med litterære anbefalinger i klummen her. Men jeg må gøre en undtagelse denne gang, for det er svært for mig at lade være, når det handler om Den lille prins. Et lille mesterværk, der har rørt generationer – og som stadig har noget vigtigt at sige til os i dag.

Jeg tænker ofte på Helligånden, når jeg læser højt for mine børn af en af de mest elskede bøger, ja, en af de mest elskede litterære skikkelser – vi finder i litteraturen. Den lille prins kommer stille og blidt. Han spørger mere, end han svarer. Han peger på det væsentlige, det usynlige, det sande. Han minder os om, hvad der virkelig betyder noget – uden at hæve stemmen. Præcis som Helligånden gør det!

Den lille prins kommer fra en fjern asteroide – ved navn B612 – der ikke er større end et lille hus og hvor han kan se hele 44 solnedgange på én dag. Han rejser fra planet til planet og møder forskellige skikkelser – hver med deres egen måde at være i verden på. Der er kongen, der gerne vil bestemme over alt og alle. Der er den forfængelige, som bare vil beundres. Der er manden, der drikker for at glemme, at han skammer sig over at drikke. Og der er forretningsmanden, som tæller stjerner og gerne vil eje dem – uden at vide, hvad han egentlig skal bruge dem til.

Man kunne kalde dem karikaturer. Men i virkeligheden er de spejle. For selvom de bor på fantasifulde planeter, minder de om noget, vi genkender i os selv og i samfundet omkring os. Behovet for kontrol. For at blive set. For at dulme noget, vi ikke helt kan sætte ord på. For at samle og måle – uden altid at vide hvorfor. Og midt i det hele står Den lille prins – med sine spørgsmål og sit blik for det væsentlige. Han ser det, andre overser. Han spørger ikke: “Hvad koster det?” men “Hvad gør dig glad?” eller “Hvorfor græder du?”.

Og han passer på sin rose. Ikke fordi den er mere imponerende end andre blomster, men fordi han har taget sig af den. Fordi han har skabt en forbindelse, og det forandrer alt. Den lille prins lærer også noget vigtigt af ræven, nemlig at man kun virkelig ser med hjertet. Og at man bliver ansvarlig for det, man har gjort tamt – altså det, man har knyttet sig til. Det gælder i venskaber, i kærlighed, i familier – ja, i alt det, der virkelig betyder noget.

Den lille prins – og Helligånden – står i stærk kontrast til tidens ånd. I tidens ånd er det let at miste blikket for det væsentlige. Ja, hvor breaking news, opdateringer og algoritmer bestemmer meget af det, vi ser. Hvor vi sammenligner os, måler os og nemt kan komme til at føle, at vi skal gøre mere, være mere, nå mere. Ja, den ånd er der ikke meget ånd over! Men måske har vi mere end nogensinde brug for Den lille prins’ blik. Det blik, der ikke dømmer, men spørger. Det blik, der ikke måler, men møder. Det blik, vi måske kender fra barndommen – og som Helligånden også kender os med.

Helligånden larmer ikke, men lytter. Den måler os ikke, men minder os om, at vi er elskede. At vi ikke står alene. Og at det vigtigste i livet ikke kan ses med øjet – men med hjertet. Så lad os tage det lille råd med os – fra en lille prins og en stor ånd: Det væsentlige er usynligt for øjet. Men det findes. Det lever. Og det elsker os.

Miriam Joensen, sognepræst