Af sognepræst Julie Aaboe

Nu varer det ikke længe, før julen står for døren. I butikkerne er juletingene allerede begyndt at hobe sig op, og reklamer for årets julefrokoster og lignende, ”pryder” facader og bussider. 

Det betyder også, at året 2017 er ved at finde sin ende, og dermed også Reformationsåret. For langt de fleste mennesker har det ikke haft den store betydning, at kirken i år har fejret 500-året for reformationen, men i kirkerne og lignende steder er det blevet fejret på mange måder. 

Men hvad betyder det egentlig for den gennemsnitlige dansker? Jo, Reformationen blev grundstenen i det danske samfund, de danske traditioner og værdier, som vi kender dem i dag, inspirationen til det samfunds- og menneskesyn, der handler om at tage vare på sine medmennesker. Hvis Luther ikke havde gjort oprør mod den etablerede katolske kirke og dens samfundssyn på daværende tidspunkt, havde det danske samfund givet set meget anderledes ud i dag. Luther banede vejen for det almindelige præstedømme, dvs. at ingen kunne stå mellem gud og det enkelte menneske, heller ikke præsten. Alle som én var - og er - vi lige for Gud. Han skar alt overflødigt religiøst væk og fokuserede alene på det talte ord, der skulle bane vejen for Helligånden i os alle.

Jeg tror, at hvis Luther i dag så, hvordan vores kirke ser ud, ville han nok blive overrasket, og mange i det danske land med ham, om end måske af andre årsager. For hvor tit har jeg ikke hørt folk sige, ”at sådan har de da aldrig oplevet at være i kirke før”, eller ”det var jo interessant”, eller ”sjovt” at være i kirken. At kirken er et unikt tilbud om at opnå ro, balance og socialt samvær, er mere kendt, men at det skulle være interessant og ligefrem tankevækkende at gå i kirke, er en overraskelse for mange. 

Kirken har ændret sig meget de senere år og jeg ved ikke helt, hvad datidens Luther ville have syntes om det. Men den er blevet mere omfangsrig i sine tilbud, på godt og ondt, men også mere vedkommende. Over hele landet er der præster, der gennem hårdt arbejde prøver at gøre kirken mere vedkommende for den brede befolkning ved at tage de problemstillinger op, vi som danskere møder. Og det går rigtig godt faktisk. Der er i vores sekulariserede samfund stadigvæk et behov for kirken, men folk var i nogen grad holdt op med at tro at kirken bekymrede sig om dem og deres problemer, og måske havde nok i sit eget. Det er der nok en sandhed i, men ikke fremadrettet. Men for at kirken atter skal blive en vedkommende del af danskernes liv er vi nødt til at komme hen i den og se det og opleve, at kirken virkelig er for alle: Unge og gamle, mænd og kvinder, dem fra AA, strikkeklubben; og opleve børnegudstjenester, fader-klubben, klubben for enlige mødre, ægteskabsrådgivning, højmessen, studiekredse, jazz og meget, meget andet. 

Som jeg sidder nu og skriver, er det søndag aften, og jeg tænker, at mange sidder og ser Adam Prices Herrens veje. Hvor er det dejligt med en god serie om netop kirken, og også om det at være både menneske og kristen. Sikke en gave. For det er det, kirken handler om: Almindelige mennesker. Så kom ind i kirken en dag og få en sludder. Kirken er vores allesammens og alle er velkomne.