… men nu er vi ved at genfinde fodfæstet.

Dette forår måtte vi i kirken lukke dørene, for at begrænse den virus, der stadig spreder kaos og død i verden. Vi måtte efter påbud og efter almindeligt ræsonnement gå imod en af grundpillerne i den kristne tro: At vi som kirke skal være der for mennesker til alle tider, også og især gennem krisetider. Men det utænkelige skete, at også kirkerne blev påbudt at lukke og låse dørene. Kun bisættelser, begravelser og nødvendige dåb og vielser måtte gennemføres med stærkt begrænsede deltagerantal. Det var og er, en krise.

Når vi i et moderne samfund taler om en krise, er det en beskrivelse af noget konfliktfyldt, et tab af noget der var, noget der er bragt i forstyrrelse, kommet i ubalance. Sådan har vi som kirke også oplevet den krise, vi har været igennem. En tid hvor vi ikke til fulde har kunnet løfte det, der er kirkens og præstens primære opgave, nemlig i ord og gerning at forkynde budskabet om kærlighed, om fælleskab, at være der for dem, der har brug for det.

Vi oplever som mennesker kriser i livet, dette er ikke forundt alene vor tid. Det er et grundvilkår i livet: at vi skal miste det eller den vi elsker, at vi skal tabe det der er vigtigt for os, om det er en rolle model, et fællesskab, en identitetsfølelse, ja så står vi oftest på et eller andet tidspunkt i livet i den situation at vi er magtesløse overfor det som andre, mennesker eller begivenheder, kaster os ud i. Jeg er ikke en del af den skole i psykologien, der mener at vi, som de stærkt individualiserede mennesker vi er, partout skal vende alt negativt om til noget positivt, som man for eksempel kunne læse i en artikel i Berlingske i juli med titlen: ”Smil, du er lige blevet afvist af ham du elsker.” Pointen i artkelen er, at vi skal vende tabet, ikke alene over en elsket, men alle tab, til noget kreativt, hvor ud af nye og inspirerende ideer og livsvilkår vil opstå. Sikke en foragt for tabet, for sorgen! Og hvad med de mennesker, der ikke magter at vende tabet til en ny kreativ energi? Nej, vi skal have lov til at sørge over det vi har mistet og det er en vigtig pointe, at vi som moderne samfund giver plads til følelser af sorg og kriser. Ikke desto mindre er det en kristen pointe, at ud af intet opstår der nyt. For et tab og en krise betyder ikke at noget godt ikke kan opstå. Ud af mørke kan komme lys, ud af døden opstår liv. Sådan kan det også gælde kriser.

Men alligevel vil vi helst undgå kriser, for de er ikke spor morsomme at gennemleve, og der findes de kriser, der knækker os. Kriser kan man ikke komme udenom, men man kan komme igennem dem og hvis man er i en krise, kan det være en hjælp at huske på, at for de gamle grækere var krise betegnelsen for det afgørende vendepunkt. Nemlig det tidspunkt, hvor feberen begyndte at falde for den, der var ramt af lungebetændelse! Altså, krise var en betegnelse for fremgang! Ganske ofte kan man komme styrket igennem, hvor der venter nyt på den anden side af krisen. Ikke med det gode liv, som det var kendt før krisen, men med mulighed for liv på ny, og en ny form for godt liv.

I den forstand skal krisen simpelthen til – for at der igen kan blive liv.

Hvordan det så specifikt gælder, når man skal finde fodfæstet gennem en corona-krise, det står der vist ikke noget om i bibelen. Men vi, som kirke vil med fuld kraft arbejde os igennem den krise vi har befundet os i, sådan at vi kan løfte det ansvar det er, at være med til at skabe fælleskab: At være der for de, der har brug for det, at være et med den menighed vi er i. Hvordan? - ja simpelthen ved i ord og gerning at forkynde Kristi ord, dvs. at efterleve buddet om at elske din næste.

Sognepræst

Julie Aaboe