Det er noget af en overskrift – og så ovenikøbet oven på min lange barsel. Og efter jubilæumsgudstjenesten. Men jeg kom til at tænke på denne overskrift, da jeg blev mindet om nu afdøde biskop Jan Lindhardts beskrivelse af pinsen: ”Pinsen skal huskes som den løsslupne fest. Ånden er den, som man besjæles af og gribes af”.

Vi har lige holdt pinse. Og i den forbindelse tænker jeg altid på den ånd, der er så notorisk svær at beskrive eller få hånd om: Helligånden. Det er den vi fejrer, når vi holder pinsen. Pinsen, der er så dejlig ukonkret sammenlignet med jul og påske. Det er den fordi ånd trods alt er en lidt anden størrelse – og langt mindre prosaisk – end fødsel og død. Ja, ånden er uhåndgribelig, tænk blot på Johannesevangeliet, hvori der står: ”Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”

Jeg ved måske ikke hvor vinden kommer fra, men jeg ved, hvor den farer hen. Det kan jeg se på de træer, der pryder kirkegården. De svajer i den ene eller den anden retning sammen med de blade, hvis stille hvislen varsler, at nu kommer sommeren tilbage. Jeg kommer også tilbage. Eller rettere: Jeg er tilbage. Tilbage efter min barselsorlov. Tilbage i Korsvejskirken, hvor man også finder masser af ånd: Samarbejdsånd, livsånd, åndsliv, åndsnærvær og sidst men ikke mindst åndsfæller.

Jeg har i det hele taget tænkt meget over begrebet ånd under min barselsorlov. Ja, min barselsorlov, der for alvor startede da jeg mærkede livsånd i mine arme. En livsånd, der smittede og spredte sig som varme i mig og min familie. Og jeg har tænkt over, at det særligt er ved de store ting, de mest lykkelige ting i livet, at man mærker ånden. Den ånd som man netop ”besjæles af og gribes af”.

Ja, det er ikke kun på de danske fødestuer, at ånden banker på. Nej, det gør det igen og igen igennem adskillige af de punkter som vores liv udgøres af. Tænk selv over de store ting i jeres liv. Ja, over de store begivenheder: Det at blive forælder. Det at finde hjem – både arbejdsmæssigt og personligt. Eller tænk på de særlige sommerdage og aftener, der snart griber os igen. Ja, tænk på de særlige sommeraftener, der bliver med os i vores tanker år frem: I ved de aftener, hvor græshopperne synger med vingerne mens det særlige blå skumringslys svøber os ind i fredfyldte og sommerlette stemninger, der ikke blot besjæler og griber os, men også løfter os. Løfter os op over det ordinære og trivielle. Op på et niveau, hvor vi gribes af en særlig ånd. Den ånd, der også kommer til at gribe os igen i år. Ja, i år, hvor jeg endnu engang vil komme til at tænke på den danske digter Thøger Larsens kendte sommervise, hvor det lyder:

”Du danske Sommer, min Hilsen tag, du lyse Nat og du lyse Dag! Gaar tit du kold over Landet hen, jeg ved, du kommer dog hed igen!” 

Jeg ønsker jer alle en glædelig sommer. En sommer fuld af ånd!

Sognepræst Miriam Joensen