I hele marts måned befinder vi os i fastetiden. For fastetiden forløber fra askeonsdag, der i år falder på den 22. februar, og så helt frem til påskedag.

Fasten op til påske var i middelalderen årets længste og strengeste fasteperiode. Det var næsten syv hele uger, hvor man kun måtte spise ét større måltid mad dagligt, og hvor man skulle afholde sig fra visse madvarer bl.a. kød. Men selvom der efter reformationen, altså de sidste 500 år, ikke har været noget krav om, at vi skal faste, så hænger ordet ’faste' ved og spøger stadigvæk. Vi taler stadigvæk om fastetid i kirken, og søndagene op til påske har navn derefter. Og selvom vi ikke faster mere, så regner vi stadigvæk fastetiden som en form for forberedelsestid. Og på den måde lever fastetiden stadigvæk.    

Men på andre tider af året lever ideen om at faste og disciplinere kroppen i bedste velgående. For umiddelbart efter nytår går mange af os i gang med at opfylde vores nytårsforsætter om at træne mere og slanke os og med at skære ned på alkohol eller rygning. Vi vil altså sådan set gerne faste, men det er blevet en fremmed tanke for os at være afholdende og faste for at forberede os til en kirkelig højtid.    

Og dog! De seneste år, har jeg hørt forsigtige opfordringer til, at vi igen hver især bruger fastetiden op til påske til at afholde os fra forskellige ting og sager. Nogle vælger at afholde sig fra visse nydelsesmidler. Eller de afholder sig fra fx at gå på Facebook eller fra overdreven brug af mobiltelefon. Det bliver så en personlig form for faste, som den enkelte giver sig i kast med.     

Men det giver kun mening, tænker jeg, at gå i gang med den slags, hvis vi føler, at det gør os mere fokuserede. For i den kristne faste, er det jo ikke målet i sig selv at holde igen med fornøjelser eller at disciplinere kroppen. For fastetiden er en forberedelsestid. Forberedelse til påsken, hvor Jesus giver os sig selv og korsfæstes og opstår fra de døde.

Sognepræst Anders Christiansen