Skyerne haster forbi på himlen derude, og i de mørke efterårshaver falder æblerne fra træerne. Stærene samler sig på de elektriske ledninger, til de er mange nok til i flok at flyve mod lys og varme. De ved, at det er nu den mørke tid kommer. Vi er nok mange der traditionelt hilser den mørke tid velkommen, fordi vi ved, at med den kommer hygge indendørs, lys i huse og lejligheder, lysguirlander der varsler julen. Men i år varsler den mørke tid for mange en måske utryg tid.

I medier, danske som udenlandske, læser vi om den høje inflation, prisen på madvarer der stiger, prisen på gas og elektricitet, der for butikker til at dreje nøglen om, og ikke mindst, hvordan mange familier kæmper med at få budgetterne til at holde. Man kan være en nok så god husmor(far), men der er grænser for hvor mange gange man kan vende mønterne. Krigen i Ukraine truer, lidt på afstand, men ikke langt nok væk. Den har, sammen med Covid19 efterslæb, problemer i Suez kanalen, og meget andet, været medvirkende, til at skabe den tilsyneladende perfekte økonomiske storm, der gør os alle lidt eller meget materielt fattigere. Derfor synes mørket i år at være mere truende, fordi der måske helt bogstaveligt ikke er det samme lys og varme at se frem til.

Mit ærinde her er ikke, selvom det sagtens kunne være det, at minde alle om hvordan mennesker ude i verden lider langt mere end vi i Danmark, under den fødevare krise som krigen i Ukraine har forvoldt, tilsammen med klimakrisen, der ikke blot forsvinder fordi vores opmærksomhed er andre steder. Mit ærinde i dag er i stedet, at minde om at der er lys at finde lige her i blandt os. Selvfølgelig skal man holde sig orienteret, og det er pressens anliggende at oplyse os, men angsten for hvad der venter, kan få os til at glemme at det vigtigste i livet ikke forsvinder, ikke kan tages fra os. Nærheden mellem os mennesker, kærligheden, om den kommer fra familien, fra venner, kærester, kirken eller blot fra den daglige gåtur hvor man får talt om løst og fast, bliver ikke taget fra os. Den er vi ikke blevet fattigere på. Fællesskabet er vi ikke blevet fattigere på. Uanset den økonomiske krise, har vi stadig det, der er vigtigst, nemlig hinanden.

Lad os samles om kærligheden som stuerne bliver mørkere.

Sognepræst Julie Aaboe

Nu stå der skum fra bølgetop, og blæsten river ned og op, hvadGud en sommer skabte. Nu kan alene kærlighed, forhindre at vi synker ned, i bitterhed fortabte. DDS 731