En tidlig maj morgen kravlede jeg op ad bornholmske klipper og satte mig – klar til at se en solopgang. Det er ikke ofte, at jeg helt frivilligt står op mens klokken stadig viser et 4-tal, som det første tal. Alt for ofte kræver hverdagen, at søvnen ikke afbrydes af noget så naturgivent som en solopgang. Ja, vi har rent faktisk indrettet os med remedier, der forhindrer en sådan afbrydelse: Persienner! Persienner, der forhindrer os i at se noget, der er så smukt, at det selv ved Randers Fjord kan få danske salmedigtere til at skrive smukke ord som: ”Se, nu stiger solen af havets skød. Luft og bølge blusser i brand, i glød. Hvilken salig jubel, skønt alt er tyst. Medens lyset lander på verdens kyst”. Det er en af de smukkeste danske salmer, der er skrevet. Og det, der gør den så smuk, er, at det er en af de salmer, som vi ikke tyndslider, selv om den flittigt bruges ved barnedåb, vielser og bisættelser. Ja, det er en salme om en solopgang der giver os alle et fælles håb. Et fælles håb om at lyset er stærkere end mørket.

Denne maj morgen kl. 4.46 så jeg en smuk solopgang over Gudhjem. Ja, med en kop kaffe i min hånd, sad jeg sammen med min svigerinde og så hvordan horisonten dannede en palet af lyserøde og orange farver, der lokkende fortalte om den sol, der nu var på vej op. Vi sad og ventede tålmodigt, som man kun kan når noget smukt er i vente. Noget smukt, der bryder igennem mørket og lader lyset lyse vores håb op.

Og det var med håbet, at jeg denne morgen tænkte på ordene fra det Gamle Testamente: Alting har en tid! Det var ord som jeg også brugte i en klumme for et år siden, hvor jeg glad og forhåbningsfuld skrev, at jeg skulle være med til at plante nye sædekorn i Korsvejskirken. Ja, alting har en tid. Det har alting, fordi alting ændrer sig i tid. Således også mit liv. Mit liv, der nu går ind i en ny fase, der er præget af en ny tid. En ny tid, hvor jeg ser frem til en barselsorlov, hvor et nyt liv vil præge mit liv!

Liv vil også præge Korsvejskirken, for det er det som kirken kan: Skabe og være ramme om liv. Det liv, der altid udfolder sig imellem mennesker. Mennesker, som du og jeg. Mennesker, der kommer til hver dag. Ja, kommer til livet – pludseligt og uimodståeligt.

Sognepræst Miriam Joensen