Som barn stod jeg midt i Bilka, opslugt af Barbie-dukker, da jeg pludselig opdagede, at min mors hånd ikke længere holdt min. Først sagde jeg “mor” på den måde, man gør, når man vil have noget. Så igen – mere nervøst. Og til sidst panisk. Jeg var blevet væk. Midt i menneskemylderet gik det op for mig, at man kan blive tabt. Lettelsen kom, da hun dukkede op igen med et smil og sagde: “Hej, jeg står lige her.” Den erfaring kender vi alle, ja, for også senere i livet kan vi miste orienteringen – i os selv, i relationer, i verden omkring os.

At blive væk er ikke kun noget, der sker for børn i supermarkeder. Det er en grundlæggende menneskelig erfaring. Vi kan miste fodfæstet i livet, i sorgen, i skuffelsen, i det, der ikke blev. Det tabte kommer ofte til at fylde mere end det, vi faktisk har. Spildte chancer, forkerte valg og uforløste drømme kan binde os til fortiden og gøre det svært at leve videre i nuet.

Vores umiddelbare reaktion er ofte at gribe til fornuften. At tænke strategisk. At sikre os mod nye tab. Passe på det, der fungerer, og lukke ned for det, der gør ondt. Og fornuften er vigtig. Den hjælper os med at overleve. Men den rækker ikke altid langt nok. For et menneskeliv kan ikke leves som et regneark. Hvis vi kun orienterer os efter det sikre og forudsigelige, risikerer vi at miste det, der gør livet levende.

Derfor har vi brug for noget mere end kontrol og overblik. Vi har brug for blikke, der ser os, også når vi er faret vild. De fleste af os har oplevet et afgørende øjeblik, hvor et andet menneske så os større, end vi selv kunne. Et menneske, der ikke standsede ved vores fejl eller vores nederlag, men som så bagom og insisterede på vores værdi.

At blive set handler netop om det. Ikke om at blive rettet eller forklaret, men om at blive mødt. At nogen siger: “Jeg ser dig” – og måske også: “Du hører stadig til”. Det er en erfaring, der kan bære os gennem både personlige kriser og fælles udfordringer. Selv når vi mister orienteringen, er vi ikke overladt til os selv. Der findes hænder, blikke og stemmer, der kan føre os videre. Og nogle gange er det nok.

Miriam Joensen, sognepræst