Grundlovsdag 2011

Mark 12,28-34

En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?« Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.« Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.«.

I dag fejrer vi grundlovsdagen. Og det er der god grund til. For grundlovens indførelse markerer overgangen fra enevælde til folkestyre og repræsenterer dermed, at Danmark blev født som demokrati 5. juni 1849. I dag fejrer vi således det danske demokratis nationale fødselsdag. Tillykke med fødselsdagen! Det er godt og rigtigt, at der er en festlig stemning ud over hele landet på denne dag, og det er også dejligt, at solen har besluttet sig for at støtte med lys og varme. Vær hilset du gæst i det høje!

Selve hovedtanken bag grundloven var, at det er livsnødvendigt for et land, at det hviler på klare love og principper, der tjener hele folket og skaber de bedste vilkår for vækst og samvær. Denne idé var ikke ny i 1849. Den genkendes allerede i Jyske Lov fra 1241, der indledes med de berømte ord: "Mæth logh scal land byggæs." Med lov skal land bygges. Og det var lige så rigtigt i 1241, som i 1849, og som det er i dag 2011. Hvis man vil opbygge et godt samfund og en god nation er det nødvendigt med klare principper og love.

Hvad der gælder samfundet eller nationen, gælder også det enkelte menneske. Hvis man vil leve opbyggeligt, må ens liv hvile på det rigtige fundament. Man hvad skal det være? Hvordan skal man udtrykke selve livets grundlov? Det er et stort spørgsmål, men kristendommen svarer faktisk meget tydeligt på det. Jesus sammenfatter svaret i udvekslingen med den skriftkloge, og da det er så vigtigt, vil vi lytte til det igen:

"En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?« Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.«"

"Du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv."

Således sammenfatter Jesus Kristus livets grundlov. Og selvom den blev formuleret lang tid før der var tænkt på demokrati i ordets moderne forstand med lige borgerrettigheder for alle, så er den faktisk både dybere og mere ambitiøs end alle andre nationale grundlove og menneskerettighedserklæringer. For livets grundlov fokuserer ikke bare på, at man skal overholde nogle regler af pligt. Nej, kærligheden bliver en del af loven, den bliver som Paulus udtrykker det lovens opfyldelse. Det betyder, at man skal leve sit liv i kærlighed, en kærlighed der først og fremmest rettes mod det højeste, mod Gud og derefter ud mod alle mennesker. Det drejer sig ikke om en kærlighed, der stopper med ens eget ego eller ens egen ambition, nej den har retning mod Gud mod det højeste. Og det drejer sig ikke om en kærlighed, der stopper med min kæreste, ægtefælle eller børn. Det er Gud og næsten, det drejer sig om.

Kristendommen siger, at det er denne lov, der skal være fundamentet for den menneskelige tilværelse. Denne lov er egentlig allerede givet. Den er lagt i ethvert menneskes hjerte, men man skal alligevel beslutte sig for, at det er den lov, det princip, det fundament, man vil følge. Jeg tror, at dette er et meget vigtigt tema på en dag som i dag. Man bliver nødt til at tænke over, hvad der skal være det styrende i ens liv, og så må man beslutte sig, komme til en afgørelse. Selvfølgelig er penge, økonomi og politik vigtige. Og i dag i de mange taler udover det ganske land bliver der sikkert sagt rigtig meget om skat, pension, efterløn, renter og det kommende valg. Men her i kirken er dagen i dag er ikke blot en anledning til at tænke over grundloven, det næste folketingsvalg, efterløn og grænsebomme. Den er en anledning til at tænke over, hvad det er, jeg har valgt, der skal være selve fundamentet i mit liv.

Og når man har taget det kristne budskab til sig, når man vælger livets grundlov, så erfarer man en frihed, en frihed til at hengive sig til det største til Gud og en frihed til at udvise respekt og kærlighed over for alle mennesker. Og man opdager glæden, den uendelige glæde ved at glemme sig selv i kærligheden til andre mennesker og mærker således som Paulus udtrykker det, at kærlighed er lovens opfyldelse. Kærligheden er på én gang en lov og dog er det en lov, der opløser sig selv. For kærligheden er, at du skal elske, det skal du, heri ligger loven, men kun når du elsker fordi du ikke længere skal, er det kærlighed, heri ligger lovens opfyldelse.

Men når man gør det, når man prøver at leve således, så opdager man også noget andet. Man opdager, at man kommer til kort, når det drejer sig om at elske Gud og andre mennesker. Men man kan jo ikke slippe væk eller undskylde sig. For livets grundlov er, at man skal elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Fundamentet bliver stående, mens man selv vakler. Men denne vaklen er ikke kun negativ. Den er et tegn på, at man har taget buddet til sig og prøvet at efterleve det, men man erkender, at man fejler, kommer til kort, og netop i denne erkendelse kan man åbne sig for Gud og Guds kærlighed, der tilgiver og skænker en ny begyndelse. På denne måde fører buddet eller livets grundlov os i armene på Kristus, der selv opfyldte loven indtil døden, og som med sin tilgivelse skænker os en ny begyndelse og sørger for, at vi bliver på det rigtige fundament.

Er dette ikke livets grundlov? At man skal elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv, og at man i denne proces erkender, at man fejler. Det indebærer, at man siger undskyld, men når man siger undskyld er man jo stadig i kontrol. Man siger undskyld, undskyld og erkender nok sine fejl, men man beholder stadig styringen. Fra at sige undskyld, må man bevæge sig videre og sige ’kan du tilgive mig’. Når man siger ’kan du tilgive mig?’, er man ikke længere i kontrol, så har man ikke længere styringen. Man er i Guds hænder. Således går vejen fra livets grundlov til  undskyldningen og fra undskyldningen til tilgivelsen og fra tilgivelsen til en ny begyndelse.

Og hvad der gælder forholdet til Gud, gælder også forholdet til vores medmennesker. Man skal beslutte sig for at elske mennesker og blive ved med det, insistere på det, kæmpe for det, men så også indse, at man kommer til kort. Og når man gør det, er det på sin plads at sige undskyld. Men som sagt, når man siger undskyld, har man stadig kontrollen, man har stadig magten, man bestemmer næsten udfaldet, for når man siger undskyld, undskyld, undskyld, så ligger der jo ofte et skjult krav om, at undskyldningen skal modtages. Nej, livets grundlov går dybere. Undskyldningens  selvsikkerhed må forvandles til en bøn om tilgivelse. ’Kan du tilgive mig?’ ’Kan du tilgive mig?’. For det kan jeg ikke selv. Min undskyldning kan jeg give, og den skal du få, men min tilgivelse kan jeg ikke give. Den kan jeg kun modtage og for at modtage den må jeg have hænderne tomme. Dermed være ikke sagt, at man skal rende rundt og bede om tilgivelse til alt og alle. Der er tale om en hjertets lov, en livets grundlov, som hvert enkelt menneske opfordres til at efterleve.

Man kan let forestille sig, hvad der ville ske, hvis vores nationale grundlov fra 1849 blev matchet med livets grundlov, der er evig. Så ville der i sandhed være grund til at fejre. Så ville der i sandhed være grund til at have håb og tillid til fremtiden for os selv, vort land og vor verden. Måske kunne man leve helt uden lov, som vi sædvanligvis forstår ordet. For loven ville være flyttet fra det ydre til det indre, fra bogen til hjertet, dommen lige så og frigivelsen ligeså. Og med Guds tilgivende kærlighed som fundament ville man bevæge sig ud i livet i orienteringen mod andre og midt i alle forandringerne og udfordringerne ville man hvile på et sikkert fundament: "Du skal elske Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv." 
Hjerteligt tillykke med grundloven! Amen!

Du kan rolig tage dine børn med i kirke!

 

ARBEJDSGANGE I KIRKEN