1. s. e. h. 3 k. Mark 10,13-16

"Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem."

I dagens evangelietekst siger Jesus »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Ikke mindst på grund af dåb er denne tekst kendt vidt og bredt som en overordentlig børnevenlig tekst. Det samme gjorde sig faktisk gældende for teksten til sidste uge. Den var også meget børnevenlig. Da fejrede vi helligtrekongers søndag. Fortællingen om de tre vise mænd fra østerland, der begiver sig af sted for at møde Jesus har givet inspiration til utallige krybbespil til glæde for børn og barnlige sjæle over hele verden.

Hvad er meningen med disse børnevenlige tekster her ved indgangen til det nye år? Hvad er deres budskab til os? Nogle vil svare, at de bare understreger, at kristendommen er naiv, og at man derfor ikke kan tage den alvorligt. Andre vil indvende, at kristendommen ikke er naiv, men derimod meget alvorlig. De går altså over i den modsatte grøft og siger, at kristendommen slet ikke er naiv. Jeg er faktisk uenig i begge synspunkter. Sagen er, at kristendommen er naiv, den er faktisk meget naiv, men den er naiv på en måde, der skal tages meget alvorlig. Det er denne modne, alvorlige, gennemtænkte naivitet disse børnevenlige tekster her ved indgangen til det nye år opfordrer os til at tænke lidt over.

Men hvad indebærer det så at være naiv? Her må man skelne mellem hele tre former for naivitet. Den første form for naivitet er den, vi alle er født med. Det er faktisk medfødt at være naiv. Det fremgår også af selve ordet. Ordet 'naiv' er afledt af det franske 'naïf', der igen stammer fra det latinske 'natus', der betyder 'født'. Det er med andre ord medfødt at være naiv. Derfor er børn, særlig små børn altid naive. De besidder en vidunderlig naivitet. Den gør dem åbne, tillidsfulde og forundringsparate. Har i nogen sinde set et lille barn på to år åbne en dør? Bare det at åbne døren er noget stort, noget enormt, en indgang til en ny verden. Den første naivitet, som vi er født med, den er sund og god.

Den anden form for naivitet opstår, hvis barnets naivitet aldrig modnes, fordi man vokser op uden at blive rigtig voksen. Så bliver barnets naivitet til den voksnes blåøjethed. Blåøjeetheden bliver til overfladiskhed og overfladiskheden bliver til blindhed, og så går det altså galt. Denne skadelige naivitet, det er den anden form for naivitet er faktisk meget udbredt. Man ser den i mange forskellige sammenhænge.

I øjeblikket befinder vi os midt i en finanskrise. Hvorfor opstod finanskrisen? Finanskrisen opstod på grund af denne umodne naivitet. Voksne mennesker i fine jakkesæt i direktionsgange opførte sig som børn. De legede med enorme pengebeløb, der ikke var deres egne og troede naivt, at træerne bare ville vokse ind i himlen. Der er mange eksempler på, hvor ødelæggende denne form for naivitet har været. Folk er blevet narret og folk har ladet sig narre, fordi de var naive. Jeg er faktisk selv blevet fristet til at deltage i et finanseventyr. Få uger før jul modtog jeg en e-mail på min computer. Der stod, at jeg havde vundet 9 millioner euro! 9 millioner euro! Det er 63 millioner kroner! Det eneste jeg skulle gøre for at inkasserer alle de penge, var at opgive min bankkonto. Så ville jeg modtage 63 millioner kr. Nu var det ikke den største fristelse jeg har været udsat for. Selvfølgelig var jeg ikke så naiv, at jeg gav efter for den. Men det er der faktisk en hel del andre, der har gjort. Deriblandt en præst i England! Det endte med at hans konto blev tømt for penge! Og bagefter var det frygtelig svært for ham at få dem tilbage.

Det er ikke kun i finansverden at vi oplever denne, umodne, ødelæggende eller faldne form for naivitet. Den trives også i underholdningsbranchen, ikke mindst i mange talentprogrammer som eksempelvis X-factor. X-factor blev fløjtet i gang for to uger siden. Hvorfor melder så mange sig til X-factor? De tror naivt, de kan blive verdensstjerner, hvis blot de selv tror nok på det! Også selvom de hverken kan synge eller danse. Den umodne og dårlige form for naivitet stortrives i underholdningsbranchen. I den forstand er Michael Jackson, der døde sidste år, et symbol på en hel kultur, der ikke vil blive voksen. Michael Jackson blev 50 år gammel, men han blev aldrig voksen! Han blev et tragisk symbol på en umoden naivitet.

Den umodne naivitet trives også i videnskaben. Videnskab er god og uvurderlig, men hvis vi tror, at videnskaben skal løse alle vores problemer, inklusive dem der relaterer til klimaet, så er vi håbløst naive. Endelig findes den umodne naivitet da også i kirken. Den trives, når vi ikke gennemtænker det, vi tror på. Den trives, når vi bare bliver på overfladen. Den trives, når vi ikke vil give slip på os selv og lade os føre af Guds ånd. Der er meget der tyder på, at den dårlige naivitet har rigtigt gode kår. Den findes over det hele.

Så vi har den første form naivitet. Den er vi født med. Den kan vi kalde for den skabte eller medfødte naivitet. Så findes der den anden form for naivitet, der er ødelæggende. Den opstår fordi det går galt med den første. Den anden form for naivitet kan vi kalde for den faldne eller syndige naivitet. Men så findes der også en tredje form for naivitet, vi kan kalde for den genoprettede naivitet. Den genoprettede naivitet, det er den medfødte naivitet, der har erfaret verdens bedrag, men som er blevet genfødt af Guds kærlighed og sandhed. Det er den naivitet, der nægter at lade sig drukne i strømmen af videnskabelig tænkning, men som daglig tager forfriskende bade i visdommens flod. Det er den naivitet, der ikke vender blikket indad mod sig selv og egne barnagtige længsler, men vender blikket udad i omsorg og ansvar for andre. Det der den naivitet, det tror og håber trods verdens kynisme og ondskab. Jeg tror, at Bibelen kan lære mennesket, hvordan det kan tilegne sig denne tredje, sunde form for naivitet.

Her er apostlen Paulus et inspirerende eksempel. I 1 Korintherbrev kap. 13 reflekterer han over sit liv før og efter han blev kristen. I den forbindelse skriver han til menigheden. "Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen aflagde jeg det barnlige." Han har altså lagt noget barnligt, og dermed en barnlig naivitet bag sig. Men lige efter han har sagt det, så fortsætter han; "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt." Han bevarer med andre ord barnets sans for det gådefulde, men nu i en mere modnet udgave. Det fremgår meget tydeligt af hans sprogbrug. I den danske oversættelse står der; "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt." Det står der faktisk ikke i den græske grundtekst. Direkte ordret skriver Paulus: "Endnu ser vi i et spejl, i en gåde da ansigt til ansigt!" Paulus var perfekt til græsk grammatik. Men her bryder han med korrekt grammatik. Han slår over i en slags barnesprog, når han skal prøve at beskrive den indsigt, han har modtaget og som venter os: Endnu ser vi i et spejl, i en gåde da ansigt til ansigt!" …da da da. Vi genkender den toåriges naivitet, men i en mere reflekteret eller modnet udgave. Paulus er et vidunderligt eksempel på et menneske, der har tilegnet sig genoprettede, modne naivitet.

Hvem har han lært det af? Svaret er meget enkelt. Han har mødt den opstandne. Han har mødt Jesus Kristus og dette møde har fået ham til at bevare naiviteten i lyset af Guds kærlighed og sandhed. Det er den naivitet Jesus havde. Jesus var naiv, men han var ikke blåøjet eller blind. Han vidste, hvordan det stod til med disciplene, med folket og med verden i det hele taget. Han vidste det, som kun Gud kan vide det. Men han blev ved med at have tillid, blev ved med at tro og håbe og give af sig selv i kærlighed. Og han kalder os til at gøre det samme. Han kalder os til at leve med den sunde, modne naivitet. Den sunde, modne naivitet den kan vi ikke lære af jordens børn. Den skal vi lære af vores himmelske far.

Kære menighed! Vi har netop fejret nytår og for rigtig mange mennesker ledsages nytåret af en mængde nytårsforsæt. Vi beslutter os for at slanke os, skrue ned for varmen, holde igen på pengene. Det er helt i orden med den slags nytårsforsæt. Men måske ville det være gavnligt med nogle andre nytårsforsæt. I langt de fleste tilfælde handler nytårsforsæt om, hvad jeg kan præstere, og hvad der kan måles og vejes. Hvad med nogle nytårsforsæt, hvor fokus ikke bliver rettet mod det jeg kan præstere, men mod det jeg har modtaget og ikke kan måles og vejes? Hvad hvis man sagde. "I år skal det være mit nytårsforsæt at huske på, at jeg hviler i Guds kærlighed." "Og det skal være mit nytårsforsæt at bevare og tilegne mig den sunde naivitet." Og jeg vil bede Gud hjælpe mig med at lære denne sunde naivitet. Jeg tror, det er det, disse børnevenlige tekster opfordrer os til. De handler ikke kun om børn, men om alle mennesker. Og når vi tager den opfordring til os, så er der for alvor være grund til, at vi kan ønske hinanden, Rigtig Godt Nytår! Amen!

Martin Herbst

Dåbstale/prædiken

"Mig er givet al magt."

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

(Matt 28.18-20)

Kære dåbsfølge, kære dåbsbarn! Som indledning på Nicolais dåb lyttede vi til to skriftsteder fra det Nye Testamente. Det ene handlede om de små børn, der kommer hen til Jesus. Disciplene truer af dem for at få dem af vejen, men Jesus udbryder; "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres."

For os der lever i et samfund, hvor børns rettigheder og værdi opfattes som noget selvfølgeligt, kan disciplenes nedladende reaktion virke helt uforståelig og uberettiget. På Jesu tid gav den imidlertid ganske god mening. Dengang havde børn nemlig ingen selvstændig status eller værdi. Som barn var man en fars ejendom og dermed en del af en familie og et folk, men man havde endnu ikke gjort sig fortjent til en værdig plads i samfundet. Følgelig havde børnene overhovedet intet at skulle have sagt og da slet intet at gøre i nærheden af selveste Jesus, der repræsenterede det allerhelligste for disciplene. Når Jesus derfor kritiserer sine disciple ved at gøre de små børn til et forbillede for os alle, så går han imod strømmen, men netop derved åbenbarer han kærlighedens inderste væsen. For kærlighedens grundlæggende egenskab er, at den skænker os en uvurderlig værdi uden at vi på nogen som helst måde har gjort os fortjent til det. Det forekommer både ulogisk og uretfærdigt. Det var sikkert derfor disciplene reagerede, som de gjorde. Ikke desto mindre er det en erfaring vi alle kender til -ikke mindst som nybagte forældre. Hvordan ellers forklare den overstrømmende kærlighed og omsorg vi skænker den nyfødte uden at den lille har gjort sig fortjent til det på nogen som helst måde?

Dermed understreger kristendommen noget meget væsentligt: Vi skal lære at slappe af og gøre ingenting. Vi skal lære at modtage uden at vi har gjort os fortjente til det. Vi skal lære at være fuldstændigt passive! I den forstand kan man godt sige, at den bedste kirkegænger er et sovende dåbsbarn. Her er der endelig en, der har forstået, hvad det hele går ud på! Det interessante er, at det hele sker ved at Jesus retter opmærksomheden nedad. Nedad mod de små skabninger, der var uden rettigheder og værdi i datidens samfund og dermed nedad mod alt det oversete og forstyrrende. I forlængelse af dette opfordres vi også til at vende blikket nedad. Nedad mod det samfund vi er opvokset i med dets historie og rødder og videre nedad mod det glemte og problematiske, men på en sådan måde at kærligheden og livet vinder. Som sagt er der tale om et budskab, der er vigtigt - ikke kun for de små børn - men for os alle. Det fremgår med al tydelighed, når man tager vor egen tid i betragtning. Midt i en verden hvor vi konstant tilskyndes til at løbe hurtigere og hurtigere, minder kristendommen os om, at vi skal lære at slappe af og være passive. Midt i en tid hvor vi i den grad opfordres til at begive os opad mod større status, personlig succes og åndelig udvikling, kalder kristendommen os nedad mod jorden og fællesskabet. Og vi tilskyndes endda til at se videre nedad mod det meningsløse, uforståelige og smertefulde. Det forunderlige er, at kun således kan vi leve fuldt ud. Vil man leve fuldt ud, må man forholde sig til tilværelsen i dens helhed.

Det andet skriftsted vi lyttede til, betoner også freden eller passiviteten. Indledningsvis understreger Jesus jo, at det er ham, der har 'al magt i himlen og på jorden.' Vi behøver altså ikke bekymre os om, hvem der har den egentlige magt. Det har Gud. Men derefter får vi at vide, at vi skal gå ud og dele kristendommens vidunderlige budskab med alle: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer."

Her er der et andet fokus end i den første tekst. Hvor den første tekst opfordrede til passivitet, betoner den anden aktivitet. Hvor den første tekst fortalte os, at vi bare skulle modtage, fortæller den anden, at vi bare skal give. Hvor bevægelsen i den første tekst var nedad, så er bevægelsen i den anden tekst udad, udad mod alle mennesker i hele verden. Også dette er meget vigtigt. Midt i en tid hvor vi opfordres til at holde vores religiøse anskuelser for os selv, tilskynder kristendommen os til, at dele det vi har modtaget med andre. Midt i en verden hvor vi i alt for høj grad har vendt blikket indad mod os selv og vore egne behov, krav og rettigheder, opfordrer kristendommen os til at vende blikket væk fra os selv og dermed udad - udad mod næsten, medmennesket og verden. Det forunderlige er, at kun på den måde kan man erfare livet til fulde. Det er i bevægelsen udad mod andre mennesketyper, perspektiver og verdener, at man får øjnene op for storheden i det liv, man selv lever.

Som sagt skal vi efterleve alt dette med et barns ubekymrede sind. For det hele er indrammet af Jesu klare udmelding: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden." Man kan spørge sig selv, hvad det er for en magt, Jesus taler om. Det siger sig selv, at det ikke kan dreje sig om politisk magt eller økonomisk magt for ikke at nævne en eller anden militærmagt! Den magt, Jesus taler om, kan slet ikke sidestilles med det, vi sædvanligvis forbinder med magt. Og dog er der tale om den mest grundlæggende magt af alle. For den magt Jesus taler om er magten til at være til stede i det liv, vi lever. Når alt kommer til alt, er det en magt og en myndighed, der langt overgår enhver anden magt eller myndighed. Hvad enten vi er oppe eller nede, hvad enten vi er passive eller aktive og hvad enten vi er hjemme eller ude, så har Gud i skikkelse af Jesus Kristus magt til at være til stede i det liv, vi lever. Det betyder, at vi får del i den magt, der udgår fra Gud. Altså sættes vi selv i stand til at forholde os til det bedste og det værste. Ligesom Jesus rettede blikket nedad mod børnene og alt det man forbandt dem med, således skal vi lære at rette blikket mod den jord, vi træder på men også videre ned mod den smerte og meningsløshed, der altid ledsager den menneskelige tilværelse. Og ligesom Jesus gav af sig selv til alle, uanset hvem det så end var, således skal vi rette blikket udad mod vore medmennesker, hvem de så end er. Og vi skal gøre det i lyset af den sandhed og kærlighed, der udgår fra Kristus. Det er tydeligt, at der er tale om to bevægelser. Den første går nedad. Den anden går udad. Tilsammen danner disse to bevægelser et kors og udtrykker således selve kernen i kristendommen: I skikkelse af Jesus Kristus er Gud kommet ned til os for at skænke os en uvurderlig værdi. Dermed sættes vi i stand til at bevæge os ud i verden, hvor vi skal leve fuldt ud. Dette er betydningen af Nicolais dåb i dag.

Lær Nicolai, at han skal hvile i Guds kærlighed, fuldstændigt passivt uden at røre en finger. Og lær Nicolai, at han skal bevæge sig ud i verden og dele alt det, han har modtaget, med familie, venner og medmennesker. Må Gud velsigne jer! Hjerteligt tillykke med dåben!

Du kan rolig tage dine børn med i kirke!